Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er en anselig Række kendte og smukke Navne,
der efter Georg Brandes og med ham føjer sig sammen
til Hæderskransen til Karl Madsen paa Jubilæumsdagen.
Den sympatiske, impulsive Inspektør paa
Frederiksborgmuseet, Otto Andrup, — Francis Beckett, der har givet
sin Artikel den interessevækkende Titel: »Sakristi og
Kunstkammer,« — Anders Bugge, Victor P. Christensen
og Harry Fett, — det svenske Nationalgalleris Direktør,
Axel Gauffin, — Emil Hannover, hvis posthume
Afhandling er sikker paa sit Publikum, •— Ragnar Hoppe, der har
skrevet en interessant Artikel om Géricault og Delacroix,
— den brave Slotsforvalter Bering Liisberg, der skriver
om »Hans Billedgyder«, »Billedsnideren« i Helsingør, -—
Olaf Granberg, Einar Lexow, M. Mackeprang og
Gregor Paulsen, Gustav Philipsen, Leo Swane, Axel Romdahl,
Carl W. Schnitler, — Svend Rönne, der giver en
Afhandling om »den blaa Farve i Malerkunsten«, en instruktiv
og spirituel Vejledning for Fagfolk, om Brugen af
Cobalt og Ultramarin, — Vilhelm Slomann, Sixten
Strömbom og Gunnar Wengstrøm; — E. Wrangel, der
fortæller underholdende om skaanske Piloportrætter, Aage
Marcus, der har forfattet en udtømmende Fortegnelse over
Bøger og Afhandlinger af Karl Madsen fra 1882 til 1922,
og endelig Aarsskriftets Redaktør, Peter Hertz, hvis
Afhandling om »den kongelige Malerisamlings Tilblivelse«
egentlig fortjente en særlig indgaaende Omtale. I denne
Afhandling følger han nemlig Malerisamlingens Historie
lige fra Christiansborg Slots første Brand i 1794, en Brand,
som heldigvis ikke berørte Biblioteksbygningen med
Kunstkammeret, indtil Sommeren 1827, da den anden kongelige
Malerisamling paa Christiansborg Slot for første Gang
aabnedes for Publikum, og giver en interessant
Karakteristik af de to første store Kunstkendere, knyttet til Galleriet,
nemlig Morell og Spengler, samt en Beskrivelse af deres
Arbejde for Samlingen. Det er interessant at læse om
Kunstkammerforvalter Morells forgæves Anstrengelser for
at faa de kunstneriske Hensyn respekteret ved
Ophængning af Billeder i det ny Kunstkammergalleri, og at følge
Spenglers Bestræbelser for at Galleriet skulde kunne give
et fuldtud fyldestgørende Udtog af alle berømte Mestres
Arbejder. —
Illustrationsstoffet til Festbogen er ypperligt i Valg og
i Reproduktion og gør selvfølgelig sit til at give Værket
det glansfulde og straalende Præg, det ubestrideligt har.
Af de to nordiske Kunsthistorikerberømtheder, som
sammen med Karl Madsen udgør et skandinavisk Triumvirat
af enestaaende Rang, giver Jens Thiis et Bidrag, en
interessant Artikel om de tre franske Kunstnerbrødre le Nain,
som levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Man
savner derimod den svenske Triumvir, Carl Laurin, der
imidlertid skriver i dette Hefte af Samleren, og som uncler en
Samtale, vi havde med ham i Stockholm, udtalte sin
overstrømmende Beundring for Karl Madsen, hvis Betydning
som Nordens største og genialeste Kunsthistoriker han
gentagne Gange understregede, idet han lykønskede
»Samleren« til at kunne tælle en saadan Kapacitet mellem sine
Medarbejdere.
Man kan maaske indvende, at dette voluminøse og
prunkende Pragtværk ikke i sit Indhold manifesterer sig tydelig
nok som Festskrift, at det er ligesom tre sammennittede
96
Aargange paa en lidt tilfældig Maade er blevet oppresset
i denne Form ved at paaklistre Indledningstalen, give
enkelte af Artiklerne et Sving henimod Jubilæet og ved at
slutte af med den iøvrigt overraskende lange Fortegnelse
af Bøger og Afhandlinger, skrevet af Direktør Madsen i
de sidste fyrretyve Aar.
Der kan vel være noget om det, naar man ser Sagen fra
et pedantisk Synspunkt. I og for sig har de fleste Artikler
jo ikke nogen egentlig Sammenhæng med Jubilæet og er
rimeligvis Stof, der har ligget et Aar eller to over og ventet
paa de to tidligere Aarganges Offentliggørelse, og, for
Eksempel en Artikel som Vilhelm Slomanns om »en
Renæs-sancebronce i det danske Kunstindustrimuseum« kunde man
naturligvis mene, vilde have mere Interesse, hvis det var det
paagældende Museum, der havde Fødselsdag; selv om
det er en særdeles morsom og interesserende Artikel,
und-gaar den maaske ikke ganske at gøre Helhedsindtrykket
af det samlede Festskrifts Indhold lige saa krøllet og
braknæset, som det Emne, det behandler.
Dette er imidlertid ikke nogen Anke af væsentlig
Betydning. Og den lidt heterogene Ordning af Stoffet vil
maaske just ved sin heterogene Art tiltale Kunstmuseets Leder,
der jo efter Georg Brandes’ Forsikringer selv mindst af
alt er pertentlig, og snarere personlig noget skødesløs,
som saa mange andre geniale Personer, — selv om han er
den første, der har formaaet at bringe Orden i Museets
Materiale.
Afhandlingerne svarer sikkert trods alt til Bestemmelsen:
at give Udtryk for Hyldest og Taknemlighed, ved at yde
noget af det, der fortrinsvis har ligget de enkelte
Skribenter paa Hjerte.
Lad os slutte Omtalen af dette Festskrift med Gustav
Philipsens Ord om Karl Madsen: »han er først og fremmest
den, som skuer, ser med sine egne klare og skarpe Øjne,
som med en næsten usvigelig Sikkerhed skelner Klinten
fra Hveden, genkender den enkelte Kunstners Haand, ikke
ved politimæssige Signaturer som Morelli, men ved et
hartad synsk Blik for Frembringelsens inderste Sjæl og
Kildespring . . . Han er Kenderen, Stifinderen som en
Coo-persk Mohikaner . . . Naar vor Kunstudvikling er kommet
saa taalelig uskadt over det vanskelige nittende
Aarhundrede, skyldes dette fornemmelig de tre ovennævnte Mænd
(Höyen, Julius Lange og Karl Madsen), af hvilke vi er saa
lykkelige endnu at have Karl Madsen lyslevende og i fuld
Virkekraft i vor Midte.«
Med fuld Berettigelse fremtræder det tredobbelte
Kæmpe-Hefte af Kunstmuseets Aarsskrift som en Festbog,
tilegnet Kunstmuseets udmærkede Direktør. Og Gaven er
et værdigt Udtryk for Givernes Trang til at hædre ham.
Ikke alene ved Artiklernes Lødighed, men ogsaa ved
Udstyrelsen. Man maa sænke Fanen for Peter Hertz, som har
formaaet at bringe Offentligheden et Bogværk af en saa
enestaaende Festlighed og Fornemhed! Gaven er Giverne
værdig, og Karl Madsen er værdig til den Ære, der vises
ham. »Samleren« slutter sig med oprigtig Glæde til
Aarsskriftets Kor af for en Gang Skyld enige Skribenter, —
enige ihvertfald i deres Anerkendelse af Festens centrale
Mand; vi fylder Bægret med Hippokrenes Nektar og
udbryder: »salve, domine frater illustrissime! bibas, princeps
optime!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
