Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN GRAFISKE KUNST
I SIN HISTORISKE UDVIKLING
XII.
TIDEN omkring Rembrandt er rig paa betydelige
Kunstnere, baade i Nederlandene, Italien og
Frankrig; blandt Rembrandts Samtidige findes Mænd
som Jaques Callot, Claude Lorraine, Guido Reni
og Salvator Rosa, som vi senere skal komme tilbage til,
I sit eget Fædreland ragede Rembrandt ingenlunde op
som en enligstaaende Obelisk. Grupperet om ham som den
lysende Hovedfigur faar vi overalt
Øje paa Mænd, som sugede
Næring af hans Geni og fortsatte paa
forskellig Vis ad den Vej, han
indvarslede, og som førte til
Realismens endelige Sejr.
Enhver Grotid er præget i sine
første Faser af eksperimentelle
Udsving, affødt af de Ideer, som
Tiden tumler med; og enten man
finder disse Udsving berettigede eller
ej, kan de vel siges at være de
ydre Tegn paa Epokens Livskraft;
men de Foreteelser, som er
opstaaet paa Modelunernes
Klippebund, vil hurtig ende i en
formalistisk Bankerot, et forstenende
Dogmetyranni. Rembrandt gjorde
Oprør mod en altfor ensidig
Antik-æstetiseren, som — fra at være
Kendemærke paa kunstnerisk
Høj-stræben og en sund kulturel Trang
til en Tilbagevenden til det
glimrende Udgangspunkt, —
udmundede i et galant mythologisk Maskespil, en overfladisk
Efterligning af Sen-Antikens forfinede Sensualisme. Paa samme
Maade vil der rimeligvis opstaa Kunstnere, som ved deres
Genis Magt er i Stand til med en Haandbevægelse at feje
tilside den Del af den eksperimentelle Nutidskunst, som
uden at bunde i sande Værdier gaar efter Nuets
Signaler, hvad enten de søger at udtrykke euklidiske eller
einsteinske Anskuelser gennem deres Værker.
Udprægede Realister er baade Paulus Potter, den
glimrende Dyremaler, — Ruysdael, maaske den største af alle
Landskabsraderere, — og Adrian Ostade, den ypperste af
en lang Række fortræffelige Exteriør- og Interiørkunstnere
og Folkelivsskildrere.
Særlig hos Ostade og hans Kreds er det morsomt at
iagttage, hvordan Trangen til realistisk Aabenhed viser sig
i Motivvalget indtil de mindste Detaljer. Men man maa
placere sig midt imellem dem, i deres egen Tid, for at
blive det klart; thi alt det, som dengang var nyt og
rimeligvis virkede udæskende, er jo nu forlængst hjemmevante,
bedstemoderlig hyggelige Selvfølgeligheder. — Der vil
altid i Kunsten være tilstede en konservativ Uvilje mod at
indføre Teknikens »sidste Skrig« paa det hellige Omraade
og derved profanere det. Det vil rimeligvis vare noget
158
endnu, inden vi træffer Flyvemaskiner og lignende Ting
som naturlige Bestanddele i et Landskabsmaleri. Ogsaa
i Digtekunsten raader en tilsvarende konservativ
Forsig-dighed.
Høvdingen Rembrandts Dristighed gjorde de andre
trygge og modige. Adrian Ostade og de Malere, der slutter
sig til ham, indførte respektløst saa nye Ting som
Nodeblade, Briller og Tobakspiber paa
deres Lærreder. (Den moderne
Nodeteknik grundlagdes under
Renæssancen; Optiken tog just nu sit
afgørende Opsving, og Tobakken
blev, som bekendt, indført fra
Amerika; at det endnu i vore Dage af
mange anses for »ukvindeligt«,
naar Damer ryger, viser jo bedst,
hvor vanskeligt det er at afsnøre
traditionelle Idé-Rudimenter.)
Selv hos Dyremalerne iagttager
man let en med denne realistiske
Stræben parallelløbende Trang til
at forarge. Paulus Potter viser helst
sine Køer og Tyre i utvungne, men
lidet æstetiske Stillinger. Dyr, der
maler Affald ud af Tarmene eller
lader Vandet, danner den mest
utvivlsomme Kontrast til den
græske Mythologis elegante
Jupiter-Tyre og Gudinde-Køer. — Paulus
Potter, der allerede i
30-Aars-Al-deren døde, rimeligvis af
Overanstrengelse (han arbejdede saa at sige baade Dag og Nat)
og maaske ogsaa af Sorg over sin Hustrus Utroskab, er
Foregangsmand med Hensyn til Dyremaleriet og endnu
uovertruffen som Skildrer af Køer og Heste.
Jacob Ruysdael har desværre ikke efterladt sig mere
end nogle faa (10) Raderinger, men er iøvrigt regnet for
at være endnu større som Raderer end som Maler. Jan
Steen, den store satiriske Fortæller, den geniale Krovært,
som »kun gad arbejde, naar Vinfadet var tomt«, har
ligeledes kun efterladt sig faa grafiske Arbejder.
Som Raderere var Teniers, Exteriørkunstneren, og
Adrian Ostade, Interiørkunstneren, vel de største efter
Rembrandt.
Af David Teniers, der fødtes 1610 i Antwerpen og døde
80 Aar gammel sammesteds, eksisterer der 35 Blade,
delviser ham som en aandfuld og fremragende
Landskabs-og Folkeskildrer. Morsomt er det, at man i Teniers
Raderinger ligesom kan genfinde den samme kølige Sølvtone,
som var karakteristisk for hans Malerier, ligesom man i
Ostades Raderinger synes, man bliver varmet af den
hyggelige lune Guldtone, som udmærker alle hans Billeder.
David Teniers »den yngre« eller David Teniers Nr. II —
der findes nemlig 4 Kunstnere af dette Navn — er ud-
Adrian Ostade sclpst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
