Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Besøg hos Thorvaldsens Datter, gift med den til
Kammerherre avancerede Oberst Paulsen. Hun modtog ham med
overstrømmende Elskværdighed, takkede ham for, hvad han
havde været for hendes Fader, og ønskede til Minde om
Besøget at give ham en Erindring om hende og hendes
Fader. Desværre ejede hun kun faa af Faderens Skitser,
men han skulde have den smukkeste. Den fik han og tak-
kede rørt. Men da han fortalte om Besøget til sin Søn,
tilføjede han: »Det var rigtignok mig selv, der havde lavet
den!«
Saa vidt vi kender H. V. Bissens Skitser, af hvilke
Glyptoteket ejer de fleste, er Relieffet den eneste, Fru Paulsen
med nogen Rimelighed har kunnet antage for et Arbejde
af Thorvaldsen.
lASCjiX^
■C’VN^
SAMLERNE OG FALSKNERIER
Det kunde interessere os at høre, hvad vore Samlere mener om det Spørgsmaal, der er rejst
af den hollandske Kunsthistoriker de ta Failles, og som her refereres af
Biblioteksassistent C. E. Hansen. Modtager vi nogle Indlæg skal vi senere vende tilbage til Spørgsmaalet.
DET kendte Sprichwort »Mundus vult
decipi« eller som Peder Syv siger
det: »Verden vi) være gjekket« er
kun til en vis Grad rigtigt, thi den
Verdensdel, Samleren er Organ for, vil nødigt
bedrages; at den alligevel bliver det, er næppe
altid med dens gode Vilje —
Kunstindustrimuseets Specialsamling vidner derom. Men
Menneskene er nu en Gang ikke som de
burde være, som der stod i Balles Lærebog,
og de fleste Samlere har sikkert været ude
for Falskneriet; der verserer jo af og til
Anekdoter om særlig vellykkede
Falsknerier af Samlerobjekter, som selv habile
Samlerfagfolk er gaaet i Vandet paa. Der
er Tider, hvor Falsknerierne florerer, og
hvor man kan spore, at de er sat i System.
Utvivlsomt har Størsteparten af den store
Flok »nouveaux riches«, som
Verdenskrigen saa mase sig frem ikke blot
herhjemme, været Offer for adskillige
Falsknerier af Kunstværker i videste Forstand
— og Herregud, de fleste var jo lige
lykkelige for det, derfor: ergo decipiunturl
Selvom Signaturerne ofte var ægte nok, var jo
faktisk de fleste af de Meter Lærred,
bemalet med »moderne Kunst«, som
Gullaschfolkene herhjemme forsynede sig med,
egentlig Falsknerier, det var Malerier
lavede i Spekulationsøjemed — kun Kunst af
Navn.
Ihvertfald er Falsknerier noget enhver
Samler maa regne med at komme til at
staa overfor og saavidt muligt søge at
gardere sig imod. Derfor fortjener det Forslag
at kendes, som den hollandske
Kunsthistoriker og Samler Dr. J. B. de la Failles har
stillet, om Oprettelse af officielle Bureaus
for Udstedelse af Ægthedserklæringer af
alle Slags Kunstværker. I sin
Dokumentation af Betimeligheden, ja Nødvendigheden
af en saadan Foranstaltning giver Dr. de
la Failles blandt andet denne Karakteristik
af Øjeblikkets Kunstkøbere: »Publikum har
mistet Tilliden ved Køb af Kunstsager og
forlanger nu Certifikater, Beviser for
Til-blivelsesægtheden og skriftlige Garantier.
Tidligere købte man Kunst for Kunstens
Skyld; man var selv Sagkyndig og
erhvervede, hvad man fandt smukt uden at
bekymre sig altfor meget om Ægthed og
Oprindelse. Øjeblikkets Publikum er ander-
ledes. De, der køber alene fordi noget er
smukt, er blevet Undtagelser; de fleste
køber af andre Bevæggrunde. Man vil først
og fremmest have »Valuta for Pengene«
og derfor Sikkerhed for, at et gammelt
Maleri virkelig er gammelt, at et Maleri, som
man køber for at være en Rembrandt eller
en Frantz Hals, ikke om et Par Aar bliver
reduceret til at være en Bol eller en
Ley-ster og saaledes synker langt under sin
Værdi.« Denne Karakteristik er muligvis
rigtig; i alle Tilfælde er dette Øjeblikkets
Publikum ubetinget interesseret i Svaret
paa det Spørgsmaal, Dr. de la Failles
stiller: »Hvorledes kan man opnaa, at den
Usikkerhed faar Ende, der i saa høj Grad
hersker blandt det kunstkøbende
Publikum?« Han svarer: »Ved Oprettelsen af
Ekspert-Bureaus i hvert Land. Et saadant
Bureau skal bestaa af Folk fra det
paagældende Land, der er Specialister i a) ældre
Malerkunst, b) moderne do., c) Antikviteter
(hvormed vel ogsaa menes Kunstindustri),
d) gammel og moderne Grafik, e)
Billedhuggerkunst. Hver Afdeling afgiver en Attest
med sit Skøn over den til dens
Undersøgelse indsendte Kunstgenstand. Certifikatet
forsynes med et Fotografi af Kunstværket
og det registreres og nummereres. Kun
Folk fra det paagældende Land kan være
Medlemmer af dets Expertbureau; ethvert
Land har Sagkyndige nok til at kunne
bedømme den hjemlige Kunst. Endvidere kan
udnævnes Raadgivere, der dog ikke er
moralsk ansvarlige; hertil kan f. Eks.
udnævnes internationalt anerkendte Kapaciteter,
f. Eks. Max Friedländer for middelalderlig
flamsk og nederlandsk Kunst. Det maa
gøres umuligt for tyske Restauratorer eller
Akademiprofessorer at afgive
Ægthedsbe-viser (!) vedr. nederlandsk Kunst. Dette
gælder iøvrigt alle Lande. 1 Schweiz eller i
Nederlandene bør endelig oprettes et
Centralbureau, hvortil Duplikater af alle
afgivne Certifikater sendes sammen med
Fotografier af Kunstværket. Dette Bureau vil
da være at betragte som
Central-Fore-spørgselsbureau. For hvert Certifikat
skulde der erlægges et fast Honorar uafset
Undersøgelsens Udfald og for disse
Indtægter skulde da Bureauets Udgifter dækkes.
De Sagkyndige skal kun have Betaling for
deres Rejse og Ophold samt for den Tid,
der medgaar; i øvrigt forretter de deres
Arbejde i Sagens Interesse (1). Hvis der
imidlertid er et Overskud i Bureauets Kasse
ved Aarets Slutning, kan de Sagkyndige dog
faa et Gratiale. De særlige Udvalg kan
tiltrædes af tekniske Raadgivere, hvortil
habile Konservatorer kommer i Betragtning.«
Med enkelte Modifikationer, bl. a. m. H. t.
Certifikaternes Pris og de Sagkyndiges.
Gebyrer, synes Forslaget vel gennemtænkt og
frem for alt tilsyneladende overkommeligt
at realisere. Centralbureauet kan jo
passende knyttes til Folkeforbundet i Geneve
(jfr. Udvalget for hvid Slavehandel). Dr.
de la Failles slutter saaledes: »Tiden er
overmoden hertil. Og der maa ske noget
Hvis man opretter et saadant Bureau i
hvert Land, hvor man føler
Nødvendigheden deraf, saa kan man igen faa den Tillid
frem, som er blevet undermineret.
Publikum maa ikke alene have Sikkerhed for, at
det ikke køber Falsknerier, det maa ogsaa
beskyttes mod Uvidenhed og Letfærdighed
hos dem, der udgiver sig for at være
Experter og ofte savner al Kunsterfaring.
Ogsaa Kunstnerne selv maa beskyttes mod
Falsknere;« ogsaa fra danske Samleres
Side vil han sikkert faa Medhold, og det er
utvivlsomt i høj Grad ønskeligt, om et
dansk »Bureau for Undersøgelse af
Kunstværkers Ægthed« kan føres ud i Livet.
Der skal her ikke stilles Forslag
angaaende et muligt, dansk Bureaus
Sammensætning, men dansk Kunstforskning
besidder lykkeligvis paa alle de af D,r. de la
Failles nævnte Omraader endogsaa
udmærkede Fagmænd, hvoraf nogle Stykker paa
Forhaand maa siges at være fødte
Medlemmer af en Certifikatkommission. Dr. de
la Failles tager, belært af Erfaringen, et
kraftigt Forbehold m. H. t. tyske
Kunstlærdes Ægthedserklæringer angaaende det,
der staar hans Hjerte nærmest: den
nederlandske Kunst. Dansk Kunstforskning er
saa lykkelig at have en Mand i sin Midte,
som Dr. de la Failles næppe vilde tage
Forbehold overfor og uden hvis
Medvirkning et dansk Ægthedsbureau er
utænkeligt. Det vilde være interessant at høre Dr.
Karl Madsens Mening om sin nederlandske
Kollegas Forslag.
38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
