Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vemod, Erindringen dugger af, men luin
bliver aldrig sentimental.
1 nogen Maade maa vel ogsaa Thit
Jensens Romanrække: »En moderne Kvindes
Udviklingshistorie«, ses under
Erindringens Tegn (»Gerd« og iaar: »Aphrodite fra
Fuur«), Men Erindringen dugger ikke af
lier. Bogen er skrevet med hele Thit
jensens Fart og Haandfasthed. Den river med
til Trods for de sociale Ideer hun pakker
ind i sin Kunst, og som undertiden gør den
til en Prædiken (selv om Gerd er blevet
Folketingsmand). Men under Bogens
Prædiken og brogede Ordkunst er dur en fin
Tone, Bogens Sjæl, dens raison d’eire. Hun
ved noget om Mennesker, især om Kvinder,
deres skønne Haab, deres Lidelse, deres
Kærligheds Uslidelighed. Hun ved, at hvad
gavnede det Kvinden, hvis hun vandt den
hele Verden, Selvstændighed, Ligestilling,
blev Minister, hvis hun tog Skade paa sin
Elskovs blinde Passion. Denne Viden er
Bogens intimeste Tone, og saaledes har
hun ikke skrevet forgæves, heller ikke som
Kunstner, og saaledes har hun heller ikke
i de urolige Aar, der fulgte efter hendes
betydeligste Værk: »Kongen fra Sande«,
som Digter tabt, hvad hun vandt som
social Reformator.
Blandt disse Erindringsværker vil jeg
standse ved Gunnarssons, ikke alene fordi
det er det originaleste, men ogsaa fordi
det er det monumeiitaleste i sit Anlæg.
Moderne dansk Litteratur ejer en hel Del
Værker om Barnepsykologi. Jeg nævnte
Karin Michaelis. Der er ogsaa Tom
Kristensens »En Anden«, der mere grunder sig
paa den præeise Hukommelse end paa
Intuition og netop derfor faar en sjælden
Skarphed; der er Knud Nordentofts brede
3-Bindsværk: Jdrgen Laashys Barndom,
der minder mig om den J. P. Jacobsenske
Linie: Der er kun en Stofhob, en Daad og
et Navn. Ind under Begrebet Kunst er det
vanskeligt at faa denne Bog, snarere
linder Memoirer. Det originale ved
Gunnars-sons Værk er den dobbelte Maade hvorpaa
Uggi genkalder sig sin Barndom. Dels
søger han at sætte sig i Barnets Sted,
genopleve Barndommen umiddelbart, dels
føier han den Voksnes Reflektioner til. Der
skal en stor Digter til for at spænde disse
to Ting ind i en Roman. Men det lykkes
for Giinnarssons. Uggi staar lyslevende,
netop som Barn, ikke som en
antropomor-fistisk Erindring om en Barndom. I sin
Bog bygger Gunnarsson op igen Barnets
barnlige Kosmologi, den uhyre alvorligt
virkelige Maade paa hvilken et Barn
indretter sig i Virkeligheden. Det geniale ved
Gunnarssons Reproduktion af Uggis
Verdensbillede er, at det er ubrydeligt og
tilstrækkeligt ud fra de givne
Forudsætninger, ved dette er ingen af Livets Hændelser
uforklarlige. Og under dette
Verdensbillede sker Bogens Begivenheder. En
Mikrokosmos er her skabt og Bogen slutter med.
at den egentlige Virkelighed støder
sammen med Uggis Verdensbillede og slaar
dette i Stykker. Paa Himlen af hans
Verdensbillede gik der gyldne Skibe ladet med
Vidundere, hans Øje følger dem, lians Sind
tager de med, til de dukker under
Hori-zontens Rand. Da er det at hans Mor dør.
Uforklarligheden kommer ind i hans Liv,
hans Verdensbillede bryder sammen, hans
Skibe gaar under. Hans egentlige Barndom
er endt. Bredt er dette Motiv udformet.
Bogen er ikke saa episk fortættet som
»Salige er de Enfoldige«, men intet er
tilfældigt, selv om det er ligegyldigt for den
Voksne, thi under et Barnesinds
Verdensbillede bliver det store smaat og det smaa
bliver stort. Med Gunnarssons rige
Ordkunst er alle de smaa Begivenheder
fastholdt. Som han siger: »Besynderlig er
Ordets løndomsfulde Kraft. Over Liv og Død
har det Magt. Den endelige Udslettelse kan
det befordre: som en Fugl med et Hagl i
Hjertet kan en Sjæl miste Flugten, truffet
af det dødende Ord. Men et Ord kan ogsaa
skænke evigt Liv.«
Ogsaa Anker Larsens nye Bog »Martha
og Maria« er ligesom »De Vises Sten« dybt
forankret i Barndommen og Oplevelserne
der. Ja, generelt viser disse to Bøger, at
Livet faar kun sin Værdi, hvis Barnets
Oprindelighed bevares, Aabenheden, eller
Ligeløbet som hans Læremester Ludvig
Feilberg vil sige, modsat den forstenende
Kredsning, der ellers let bliver en Frugt af
Kampen med Virkelighed og Hverdag.
Medens »De Vises Sten« mere behandlede en
Kredsning, Fantasteriet, især det religiøse
Fantasteri og derved udenfor
Romankon-kurrencers Nummer kom til at give et
dybtgaaende Bidrag til Afsløring af en
grund-dansk Type, som J. P. Jacobsen kaldte
Niels Lyhne og Pontoppidan Lykke Peer,
saa er den nye Roman mere en Realisation
af Anker Larsens religiøse Anskuelse uden
dog derved at være noget afgjort
Modstykke til »De Vises Sten«, den tykke Bog
gaar tit igen i den mindre, flere Personer
er flyttet over. De to Søstre, som er
Bogens Hovedpersoner, er paa en Maade
modstillet, med det nye Testamentes
Fortælling om Martha og Maria i symbolsk
Reserve bliver her i Romanen Martha den,
der vinder, fordi hun valgte det ene
fornødne, ikke just religiøst alene. Men
under Hverdagens Vilkaar satte hun ikke sin
barnlige Oprindelighed til eller som Maria
siger: »Du har i hvert eneste Øjeblik
kunnet gøre det, du lige netop skulde.« Her
har vi det feilbergske Ligeløb. Men hvad
nu ellers Anker Larsen mener oni Religion
og Feilberg, der gaar alligevel levende
Mennesker i denne brede Bog. Bedst er
Bifigurerne, der er Claudine, den onde
Stedmoder, der er Karl Hjellesmark. Og
der er Kapitler, hvor Erindring om
Barndom og Nutid brænder sammen til en
Vision, der endnu kan svæve over Bogen
længe efter at den er lukket. Og saa bæres
den af en uopslidelig Tilforladelighed. Den
Mand vil noget, og han mener noget. Han
prædiker vel ikke, men gennem sin Kunst
udtrykker han sig saa varmt og saa
indtrængende det er muligt.
En af den danske Litteraturs største
Energier er utvivlsomt Valdemar Rørdam.
Bare dette Efteraar har han udgivet 6
Bind, dels Oversættelser, dels originale
Arbejder.
Da han havde oversat den irske
Nobelpristager Yeats, fængsledes han af hele den
keltiske Undergrund af Sagn og Eventyr,
der i nogen Maade var nødvendig for at
forstaa Yeats. 1 Aar har han saa oversat
en Række irske Oldsagn og Eventyr under
Titlen Erin. Denne tykke Bog er noget af
en Nøgle til at forstaa det skjulte, det
nationale om man vil, i denne keltiske
Folke-æt. Selve de irske Spørgsmaal, Horne rule,
der var den tragiske Knude i engelsk
Politik i mange Aar og Ulsterspørgsmaalet
bliver klarere for os med lians Bog i
Hænde. Et fortættet, ukueligt Folkesind, uklart,
kogende, med mørk Passion,
Stemnings-ekstase, jeg minder bare en Ossian, eller
det keltiske Blad i Carlyle, hans næsten
asketiske Passion for den vældige Opgave,
hafis Dybsinds Uklarhed, alt det uforløste,
der tirrer og ægger ved ham (Sartor
Re-sartus). Eller jeg minder om det keltiske
Blod i den norske Digter Hans E. Kinck,
atter det samme, Ekstasen, Kraftforbruget
i det lyriske Udbrud, Dybsindsuklarheden,
der ægger og tirrer som hos Carlyle,
Aarsagen til alt dette har Valdemar Rørdam
blottet ved sin Genfortælling af den
keltiske Races autochtone Litteratur, disse
groteske, svulmende ordrige Sagn, deres
fantastiske Opbud af Syner, deres
om-svøbsrige Mortotonitet er Kimen til al
senere Særegenhed i den Politik eller Kunst,
hvori det keltiske Gemyt er en Funktion.
Af den polske Nobelpristager W. S.
Rey-monts store Værk: »Bønderne« har
Valdemar Rørdam i Aar oversat to Bind:
»Høsten« og »Vinteren«. Et rigt
verdenslitteraturhistorisk Værk er dermed erobret for
vor Litteratur. Her følger vi de polske
Bønder gennem Hverdage og Helligdage,
deres Kamp mod Herremanden, deres
fattige Glæder, Slagsmaal, Drik, Bryllup. Et
skarpt realistisk Billede har Reymont givet,
en Vrimmel af Detailler, der glider
sammen til et Landskab, men over dette
trøstesløse Landskab har Digteren spændt en
Regnbue af Poesi, den Tro paa
Kærligheden, den Fred med Gud, der forvandler
Hverdagen til Højtid og i selve Livets
Tragedie finder de Guldaarer, der gør Livet
værd at leve. Jeg skal ikke gaa nærmere
ind paa Romanen. Men Rørdam har her
som Oversætter overtruffet alt, hvad der
hidtil er ydet herhjemme. Gennem sit
kær-nefulde Sprog har han bragt det fjerne
polske Milieu levende nær.
Rørdams Digtsamling i Aar hedder
»Blomstervers«. Det typiske for de
rørdamske Vers er deres Forbindelse af Vælde
og Intimitet, af Storm og svag Brise. Man
har ogsaa kaldt dette deres Friskhed. Men
de er noget mere end friske. Hin
Forbindelse gør dem nemlig kosmiske. Et Digt
som »Hyazint« f. Eks. En Blomst er et
Univers for ham, en Verden. Men ud fra denne
Grundfølelse udsætter han ellers sine Digte
i alle Tonarter fra den skælmske
Symbolisme til den tragiske Pathos. Han lukker
Verden ind i en Hyazint:
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
