Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ALEXANDER ARCHIPENKO OG WASSILI KANDINSKI
Den unge Forfatter og Kunstskribent B r o by J o h an s e n fortættet om det nye Ruslands to stonte
Kunstnernavne Archipenko og K a n d i n sk i, der begge nyder internationalt Ry, men ihvert Fald
for den forstes Vedkommende ikke tidligere har været præsenteret den danske Læseverden. / dette Nr.
bringes Artiklen om Archipenko, den folgende Artikel om Kandinski vil fremkomme til Efteraaret.
I.
DISSE to navne er nøje knyttet sammen i det ny
j Ruslands kunst. Begge har europæisk klang,
’ begge er som faner for de yngste, trodsigste,
stejleste, vildeste og mest begavede af Europas
bildende kunstnere. Den slaviske folkesjæl, som i forrige
generasjon i litteraturen har fundet saa geniale tolkere som
Dostojevski og Tolstoy, er aabenbart i færd med at vaagne
af aartusinders animalske
søvn hvor legenderne,
folkeviserne, bondemalerierne og
skillingstrykkenes
naivtskøn-nc træsnit har været
anelsesfulde forjættende drømme om
en kommende blomstring. Og
i begyndelsen var ordet; i alle
kulturer er den store episke
digtning skabt før
blomstringen i den bildende kunst tog
fart, de homeriske digte var
allerede klassiske paa
Perikles’ tid, Nibelungen er
blevet til længe før katedralerne,
Divina Comedia er det første
forbud om Renæssancen.
Dersom det er rigtigt at
folkeslagene paa grænsen mellem
Østen og Vesten vaagner i
denne epoke, maatte vi først
vente en episk blomstring,
som da ogsaa alverden har
set og draget nytte af, den
synes at blomstre af i Andrejef
og Gorki. Først efter den er
det at vente, at de nyskabende
kræfter skal vende sig mod
fladen, farven og formen.
Og naar det sker, maa vi
gøre os klart, at deres
formverden skiller sig endnu mere ud fra vor end Dostojevskis
fra Balzac’s, Dickens’ eller Goethes. Den nyvaagnende rase
vokser nemlig i selvstændighed og bevidsthed om sin egen
ejendommelighed for hvert skridt. Vi skulde ikke gerne
gøre os skyldige i den fejl, som vi europæere saa ofte har
begaaet og siden fortrudt, nemlig uden videre at fordømme
som meningsløst et eller andet, blot fordi det var os
fremmed. Vi gør sikkert klogt i strax at prøve at forstaa det
fremmede, at finde det synspunkt, det bør betragtes fra,
saa kan en og anden omvej spares. Det særegne for den
vesteuropæiske kultur er nemlig dens fornyelsesevne, det
at den hver gang den møder en ny fremmed kultur ligesom
amøben, som møder en fælle, kan optage denne i sig og
forynges og fornyes i denne proces. Renæssancen var
saadan et møde, det er umuligt at vurdere den kinesiske ind-
Alexander Archipenko
flydelse i Rokokoen og nu sidst i Impressionismen efter
fortjeneste, og der er vel heller ingen tvivl om at hele den
expressionistiske strømning blandt andet i høj grad maa
føres tilbage til indflydelse fra afrikaner- og først og
fremmest insulanerkulturen i Stillehavet.
Det at mange unge dumdristige — de, som 0111 en
menneskealder blir de solideste støtter — i deres skaben
nærmer sig repræsentanterne for
den slaviske kultur kunde
maaske tages som et
fingerpeg; der er for exempel ikke
tvivl om at vor egen Edvard
Weie næppe havde haft den
suveræne dristighed at lade
farven i den grad frigøre sig,
dersom han ikke havde
Kandinski i ryggen, og Kaj
Nielsen er simpelthen utænkelig
uden Archipenko, et flygtigt
blik paa Archipenko’s
Hvilende Kvinde sammenholdt
med Kaj Nielsens
Vandmoderen er tilstrækkeligt til at vise
hvor meget han har lært af
Archipenko. (Forøvrigt ogsaa
hvor selvstændig — jeg
dristes at sige »dansk« — han
har benyttet det lærte).
Alexander Archipenko er
født 1887 i Kiew, Ukrajnes
hovedstad. Hans fader var
mekaniker, og allerede som
lille dreng har han faaet
maskindele af metal og træ ti! al
lege med. Drengen, som
allerede drømte om at blive
kunstner, har i leg lavet
»kunstværker« af det
materiale, han paa den maade fik i hænde. Som sekstenaarig
skaffede lian sig ved eget arbejde midlerne til at
frekventere akademiet i fødebyen og senere i Moskva.
Undervisningen havde kun lidt at give ham, den var anlagt efter en
flad naturalisme i maleriet og en stupid »græsk«
idealisering i skulpturen; han indsaa hurtigt at det ikke var den
vej, han skulde gaa; paa den anden side fandt han intet
steds støtte eller hold for de evner han følte bryde i sit
indre, den kunst han mødte udenfor akademiernes
»klassiske« var imitasjon og efterklang af den europæiske
renæssance eller bysants og tyrkiets formverden; det eneste
sted hvor noget ægte ståk frem var i kirkerne, som ordner
sig om den gyldne kuppel, men ogsaa dér overbroderet og
paadynget fremmede elementer, saa det maatte virke
frastødende paa en begavet yngling, som søgte det rene, op-
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
