Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET RELIGIØSE GENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV
li.
Den første af disse Udtalelser meddeles af
Historikeren Barthold Georg Niebuhr, der paa den Tid
var preussisk Gesandt ved Pavehoffet.
Meddelelsen forekommer i et Brev af 6. Juni 1818,
gengivet i Herman Riegels Bog om Cornelius1), fra hvilken vi
anfører følgende:
»Dasz Cornelius ein gesunder Mensch ist, davon nur ein
Beispiel! Den Abend nach der Kindtaufe bei Bunsen’s
wa-ren wir mehrere dort. Bunsen wohnt im Palast Cafarelli
und iiber dem Palatin. Als wir nach Mitternacht auf der
Loggia standen, sahen wir Jupiter funkeln, als schaute er
auf seinen tarpeischen Fels. Es waren Gesundheiten
ge-trunken; ich sagte zu Thorvaldsen: »Lass uns die
Gesund-heit des alten Jupiter trinken!« »Von ganzem Herzen!«
ant-wortete er mit beklemmter Brust. Einige stutzen:
Cornelius stiesz an und erwiderte uns.«
Riegel føjer til om den Virkning, Tildragelsen fik for
Cornelius: »Die Ultramontanen verketzerten natürlich
un-seren Meister ...« Han siger om Cornelius, der selv var
fromt opdraget, at han var mistænksom overfor den
datidige, katolske Fonn for Religiøsitet, ikke overfor Sagen.
Vi skal her indskrænke os til at sige, at Thorvaldsens
Deltagelse i Udbringelsen af denne Skaal i første Række
skyldtes de samme Bevæggrunde, og at Tildragelsen, hvis
noget overspændte Karakter vel tør henføres til Øjeblikkets
Stemning og det fremrykkede Tidspunkt, snarere end at
vidne om Thorvaldsens Forhold til Kristendommen giver
Udtryk for hans Standpunkt overfor Nazarenerne. Som
bekendt var Thorvaldsen ingen Ynder af disses devote
kunstneriske Bestræbelser, om hvilke man i det højeste kan sige
med Wilhelm von Schadow:2) »Nicht imjs man wollte,
war falsch, nur wie man es wollte«.
Thorvaldsens Standpunkt overfor Nazarenerne deltes
forøvrigt af Niebuhr, som i samme Brev anmoder om at
faa tilsendt fra Hjemmet Luthers Skrifter »und tüchtige
Schriften gegen den Papismus«.
Vi er dog ikke utilbøjelige til at antage, at der
desforuden kan have været anden, dybere Betydning bag
Thorvaldsens Ord: »Von ganzem Herzen!« især hvis man kan
stole paa Niebuhrs Angivelse af den Tone, hvori de
fremførtes: »mit beklemmter Brust«. Riegel synes at
forudsætte noget tilsvarende hos Cornelius, idet han
kommenterer Begivenheden saaledes: »Dieser Vorfall gewinnt um so
höher Bedeutung, wenn man ervägt, dasz Cornelius sich
seiner Cartons wegen für die Villa Massimi in das Studium
des Dante vertieft hatte, und Dante einmal Gottvater selbst
den »sommo Giovo« nennt«.
Saaledes forholder det sig med den første af de to
Udtalelser, ud fra hvilke man har ment at turde drage
Slutninger angaaende Thorvaldsens Forhold til Kristendommen.
Det er rimeligt, at i Biografier, der kritikløst anvender en
saadan Udtalelse som Bevis paa Thorvaldsens
Indifferentisme, skal man have svært ved at finde nogen dybere
Forstaaelse af hans Kunst og dermed følgende Veneration
overfor hans Minde. Som et af de groveste Eksempler
fremdrager vi en af de faa engelske Thorvaldsen-Behandlinger:
J. Beavington Atkinsons Afhandling: »Thorwaldsen in
Copenhagen and in Rome«3). Atkinson anfører Historien om
»Jupiters Skaal« og tilføjer: »The simple Scandinavian
scarcely realised all that might be implied; he had a grand
indifference to the conflieting claims of the gods; on
chan-ge of domicile he easily transferred his faith from Odin and
Thor to Jupiter and Apollo«.
Størst Betydning har man dog tillagt den anden af de to
Udtalelser. Thiele fortæller i sin store Biografi*) oin
hvorledes ikke blot Nazarenerne, men ogsaa Thorvaldsens
Venner og Beundrere fandt det betænkeligt, at han havde
overtaget de store Arbejder til Frue Kirke uden, saa vidt de
vidste, at være i nærmere, personligt Forhold til
Kristendommen. Da Thorvaldsen en Dag fik dette forebragt,
svarede han: »Jeg tror jo heller ikke paa de græske Guder,
men jeg kan jo dog fremstille dem.«
Det er ubegribeligt, at man har turdet opfatte denne
Parade som en aaben og alvorlig Bekendelse af
Indifferentisme. Hans Venner i det mindste maatte dog have kunnet
indse, at en Udtalelse af den Art, om den havde været
alvorligt ment, vilde have været Thorvaldsens Natur ganske
fremmed, og at den havde været utænkelig allerede paa
Grund af hans Forsigtighed.
Hvis Thorvaldsen ikke selv havde følt sig aandelig
berettiget til at overtage disse Opgaver, vilde han for det
første ikke have gjort det. Men hvis man forudsætter, at han
havde overtaget dem uden fuld Klarhed over Opgavens
aandelige Krav, og at han nu nødig vilde afgive dem, men
hellere gaa videre paa gyngende Grund i Tillid til sin
formelle Overlegenhed, da vilde hans Forsigtighed sidst af
alt have tilladt ham en Ytring, der kunde tages til Indtægt
af hans Modstandere.
Yderligere vilde en aaben Bekendelse have stridt imod
hans vanemæssige Utilbøjelighed til at vise Fortrolighed.
Aldrig før havde han i Ord udtalt sig om sit Forhold til
Kristendommen. Hvis dette Forhold var negativt, skulde
han da gøre det nu? Det vilde have været vanskeligt af
de anførte Grunde, da han maatte regne med, at hans Ord
vilde blive bragt videre. Men hvis Forholdet var positivt,
vilde det have været ham endnu vanskeligere, thi at en
aaben Bekendelse vilde have stødt an imod hans aandelige
Blufærdighed var en Omstændighed, han under andre
Forhold muligvis kunde have ladet ude af Betragtning, naar
det endelig gjaldt, men absolut ikke ved denne Lejlighed,
hvor dens Fremkomst kunde mistydes som foranlediget af
Hensyn til det opportune.
’) Se: Herman Riegel: Cornelius, der Meister der deutschen
Ma-lerei. Hannover 1866. Side 65.
og: Lebens nachrichten iiber Niebuhr aus Briefen desselben.
Hamburg 1838.
=) Se: »Der moderne Vasari«, von Dr. W. v. Schadow. Berlin
1854.
’) Se: Frasers Magazine. January 1873. London. »Thorwaldsen
in Copenhagen and in Rome«, af J. Beavington Atkinson. Side
56.
’) J. M. Thiele: Thorvaldsen i Rom. II. København 1854. Side
124—125.
91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
