Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rigtigt opfattet er Thorvaldsens Svar en Afvisning af
Spørgsmaalet. Han har vel tænkt som saa: hvad
vedkommer den Side af Sagen andre? Er det ikke mig selv, der
har Ansvaret for mine Handlinger og deres
Overensstemmelse med min Samvittighed? Hvis I til sin Tid savner det,
I taler om, i de færdige Arbejder, kan 1 jo komme igen med
Eders Kritik. Men for Resten, siden al Verden har saa
travlt for Tiden med det fromme og Troens Betydning for
Kunsten, hvordan vil I saa klare Trosforholdet til de græske
Motiver? Og med et Blink i Øjet eller dog med en vis
indre Fryd svarer han, som anført.
Saadanne diplomatiske Svar, som omgaar Spørgsmaalet
og ikke er uden tørt Lune, er velkendt fra samtidige
biografiske Meddelelser om Thorvaldsen. Typisk er saaledes den
kostelige Beretning hos N. C. L. Abrahams om
Thorvaldsens Besøg hos den italienske Billedhugger Fabri1):
»Der var i Rom«, skriver Abrahams, »en italiensk
Billedhugger ved Navn Fabri, der ikke var af nogen
Betyden-hed, men af sine Landsmænd blev betragtet som noget
Stort. Han havde ladet opføre et umaadeligt Træsklir,
hvori han havde modelleret en uhyre stor Gruppe, der
forestillede Athleten Milo fra Krotone, der bærer en Tyr paa
sine Skuldre. En Dag, da jeg med Thorvaldsen gik fra hans
Hjem hen til hans Atelier, mødte vi paa Vejen den gamle
Cardinal Cacciapiatti, der gerne vilde forestille Kunstkender
og Kunstnermæcen, fulgt af sin Suite af Caudatarii,
Abbater og Lakaier, og som nu vilde tage Fabris Arbejde i
Øjesyn. Han bad Thorvaldsen om at følge med, og vi traadte
da ind i Skuret. Cardinalen betragtede Gruppen, gjorde
mange pantomimiske Bevægelser af Beundring og
Henrykkelse, men sagde ikke et Ord, indtil han tilsidst sagde til
Thorvaldsen: »Ebben, Signor Cavaliere mio, cosa ne dice«.
»O«, svarede Thorvaldsen, »é un gran pezzo!«
Abrahams siger direkte om Thorvaldsen, at »ved Siden
af den Ligefremhed og Jævnhed, der charakteriserede ham,
var han den fine Mand, naar det behøvedes, og kunde med
diplomatisk Snildhed snoe sig, naar det var nødvendigt«.
At den »diplomatiske Snildhed« var af uskyldig Art og
nærmest bestod i Aandsnærværelse og Lune parret med
Godmodighed, fremgaar af de Eksempler, Abrahams anfører,
nemlig foruden ovenstaaende dette:
»En Aften, i et stort Selskab hos Torlonia, talte
Thorvaldsen og jeg med en ung italiensk Herre, da en anden
Italiener nærmede sig og bad Thorvaldsen om at forestille
ham for den Første, hvis Bekjendtskab han ønskede at
gjøre. Hertil var nu Thorvaldsen meget villig, han stillede den
Ene ligefor den Anden og mumlede nogle uforstaaelige
Ord, hvorpaa han sagde til mig: »Jeg husker sgu hverken
hvad den Ene eller den Anden hedder!«
At Thorvaldsen ikke blot anvendte sin »diplomatiske
Snildhed« overfor den fine Verden, men ogsaa overfor
Kolleger og andre, i Forhold til hvilke han selv var den ikke
blot kunstnerisk, men ogsaa socialt overlegne, naar det var
ham om at gøre at sætte sin Mening igennem uden at saare,
viser det tredie af de Eksempler, Abrahams anfører. Skønt
Beretningen er velkendt, skal vi derfor gengive ogsaa
denne supplerende Erindring:
»En Gang fulgtes jeg tned ham«, skriver Abrahams, »til
en italiensk Billedhugger, der havde modelleret en Flora,
der stod i Ler, og om hvilken han ønskede Thorvaldsens
Mening, inden den blev støbt i Gibs. Thorvaldsen syntes
godt om den, men bemærkede, at den Haand, der holdt
nogle Blomster, ikke havde en naturlig Stilling. Den burde
drejes lidt til en anden Side, og nu drejede han paa den,
til hele Armen faldt af. Han bad nu tusind Gange oni
Forladelse, fordi han havde været saa keitet, men tilføjede
skjelmsk, at det dog maaske var ret heldigt, da
Kunstneren nu kunde gøre hele Armen om, hvilket dog nok var det
Bedste«.
Det er saaledes i fuld Overensstemmelse med
Thorvaldsens Væsen, naar han lempeligt afviser de bekymrede
Venner med et Svar, der paa samme Vis lægges ham paa
Læberne af hans »diplomatiske Snildhed«, og en saare
lempelig Afvisning maa det siges at være, naar man betænker
Situationen ret:
Thorvaldsen, der nylig var vendt tilbage fra Besøget i
Danmark, stod ved Kulminationen af sin Skaberkraft. Den
nærmest følgende Tid blev en Arbejdsperiode saa intensiv,
som kun een af de foregaaende, nemlig de Maaneder da
han modelerede Aleksandertoget. Wilhelm von Schadow
siger2), at da Thorvaldsen efter en af de mest
ubeskæftigede Perioder i sit Liv — Aarene 1810—12, da der
ingen rige Rejsende var i Rom og kun Canova, som
protegeredes af Napoleon, havde noget videre at udføre —
modtog den store Bestilling paa Frisen til Quirinalet var det
»als ob ein hungriger Löwe nach langem Schlafe erwacht
und auf seine Beute stiirzt«. Nu, en halv Snes Aar derefter,
stod han atter efter Rejsens langvarige Afbrydelse foran en
Arbejdsperiode af afgørende Betydning, foran en Række
mægtige Opgaver, som gav Mulighed for en hidtil uanet
Udfoldelse, og blandt hvis Løsninger en enkelt, nemlig
den, der svarede til den største af alle disse Opgaver,
skulde blive hans Livs Hovedværk. Selv om Carl Gustaf
Estlander maaske gaar videre end til det bevislige, i hvert
Fald det paa hans Tid bevislige, naar han skriver i »De
bildande Konsternas Historia«3), at Thorvaldsen »hade
egnat den förra perioden åt hedniska ämnen, men derunder
närt en älsklingstanka att en gång kunna gifva form åt
den kristliga föreställningsverlden«, er det dog givet, at
han har følt sig rustet i Aandens Magt og Vælde til de
forestaaende, allerede under Hjemrejsen forberedte
Arbejder.
Overfor en saa magtfuld Anspændelse, en saa
maalbe-vidst Hengivelse er det, at Fjender og Venner mødes i
Mistillid og Bekymring, som Estlander kort og godt beskriver
det1): »De såkallade Nazarenerne eller Overbeck och hans
vanner ropade profanation, och äfven Thorvaldsens
beun-drare funno foretaget betänkligt, då de erinrade sig, huru
många år förflutit se’n den tid, han konfirmerades i
Kö-penhamn«. (Fortsættes).
Eftertryk ikke tilladt. R&ard MagnUSSCn.
’) Se: N. C. L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv. København
1876. Side 268—269.
’) Se: »Der moderne Vasari«. Side 71.
") Se: Carl Gustaf Estlander: De bildande Konsternas Historia
från slutet af adertonde århundradet tilt våra dagar.
Stockholm 1867. Side 264.
’) Se: Estlander. Side 265.
92
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
