Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Haandelag liv- og farveløs ligesom i Fjor.
Gudmund Hentze har akkurat udstillet et
enkelt Arbejde for meget.
G. F. Clement har malet nogle let slørede,
men velafstemte Billeder fra Sabinerbjergene
foruden en Del mindre Portrætter. Man faar
det Indtryk, at Clement i for høj Grad
spiller med Sordine og tilmed er han i Aar
inderlig ordinær og ganske blottet for Humør.
De Findske Blade i den store Billedbog
aabenbarer kun liden Skaberglæde og
brændende Hu. Kun »En ung Pige i
grøn Kjole« er en
Menneskeskildring, der som Kunst
betragtet har Vægt og Værd. I de øvrige
7 Billeder synes minutiøs
Portrætlighed at være ene om Æren,
og denne Ære er tvivlsom — i
hvert Fald for Ludvig Find.
Knud Kyhns Dyrebilleder er
noget spraglede og savner i for
høj Grad indre Ro. Kyhn er
ligesom Jais Nielsen bedst som
Keramiker.
Begge udstiller fortræffelige Samlinger Stentøj udført
paa Den kongelige Porcelainsfabrik, og baade Kyhns
Bjørne og Aber og Jais Nielsens
dekorative Kæmpevaser samt den fortræffelige
grøntglinsende Pottemager er kunstneriske
Frembringelser af høj Rang.
johan Th. Skovgaard er den blegeste af
de unge. Han synes med Forkærlighed at
have malet gamle Broer paa sin
Italiens-færd, men viser ikke — trods utvivlsom
Dygtighed — Arbejder, der kan paaregne
særlig Interesse.
Med langt større Udbytte har Harald
Hansen gæstet Spanien og hjemført
stærktfarvede Snapshots fra
Tyrefægtningens blodige Brænding af Bedrifter. Et lille
dansk »Landskab med Dannebrogsflag« er
bortset fra Flaget fortræffeligt og mere
ægte end hele Tyrefægter Galleriet.
Oluf Høst viser i sine 6 Studier en
oplivende malerisk Slagfærdighed, der virker
særlig umiddelbar i de veltrufne
Lysvirkninger. Det rent spirituelle ytrer sig hos
denne Kunstner paa en ganske forunderlig
Maade og bliver stedse klarere og mere
magtfuld ved fortsat Fordybelse.
Af den dystre Alvorsmand Ernst Zeuthen
maa særlig bemærkes »Havet«, der er en
dyb, ejendommelig Hyldest til Naturens
Storhed, og »Et Vrag i Solstriben«, i
hvilket Liv og Død paa en virkningsfuld
Maade er stillet op imod hinanden.
Om Udstillingens Gæst Axel Bentzen
har en pæn ældre Herre fortalt, at »han
repræsenterer et længe overstaaet Stadie i
Kunstens Udvikling.«
Joh s. C. Bjerg: Hannah
Jais Nielsen: Pottemageren
Andre har imidlertid svært ved at overse, at
Bentzen er blandt de faa her, som ikke er
vissen i Toppen. Han gror — ubændigt og frit.
I et Farvesprog, der minder om en bred, saftig
Dialekt, omsætter han gennem sin Kunst et
Overskud af Kraft, og selv om der blandt friske,
festlige Skud findes enkelte Vildskud, mærker
man dog, at disse blaa Træer og kantede
Portrætter er udsprunget af et Sind, der opfatter
selvstændigt og stærkt, og i hvilket rige
Muligheder er indesluttet.
Skulptursalen domineres af
Ægteparret Wagners bizarre
Frembringelser, som man først
studser over og derefter haster
forbi.
Professor JJtzon-Franck
udstiller bl. a. »Liggende Kvinde«
i fransk Kalksten, lidt tung i
Formerne, men smuk og enkel i
Linien, og er sammen med
jo-hannes C. Bjergs Barnebuste
»Hannah«, et dygtigt og ærligt
Arbejde, et Par af Udstillingens
faa, virkelige Oplevelser. Johannes Jørgensens strenge,
alvorlige Aasyn er fast og sikkert formet af Chresten Skikkild
og slutteligt kan nævnes Udkast til et
Gen-foreningsmonument af A. Bundgaard, en
Bøffelko med Kalv udført i Granit af
M. K. Bøggild og en i sin Linievirkning
prægtig Døbefont til Grundtvigskirken
tegnet af P. V. /. Klint.
Bortset fra enkelte yngre. Kunstneres
Arbejder er det Borgerlighed og Stilstand,
der præger Udstillingen, og faa vil sikkert
undgaa efter endt Gennemgang at føie, at
alt dette, hvor hæderligt og tækkeligt det
end er, ikke vidner om stærk, sund Vækst,
om Personligheders Frigørelse gennem
klar og styrkefuld kunstnerisk Stræben.
Men de Tider, hvor Publikum af Navnet
lod sig forlede til at vente andet og mere
af denne Foraarsudstilling end egentlig det
modsatte af, hvad den netop kalder sig, er
vel ogsaa længst forbi.
Tilbage bliver et sluttet lille
Kunstnerselskab, der udstiller under de bedste
Forhold i Byen, der forud kender hinanden,
den Plads de skal udfylde, den Væg, de
skal hænge paa. Kender den saa godt at
man hyppigt har Følelsen af, at Billederne
er bygget til Udstillingen som Dekorationer
til bestemte Felter og at det eneste sprælske
og uberegnelige paa dette Sted er
Willumsens vingede Hest, der ogsaa kun vrinsker
udenfor og sammen med Huset leder
Tanken til en Champagneflaske, der for en brav
og nænsom Husmoder maa tjene som
Hylster for et sundt, uskadeligt og absolut ikke
ophidsende Ølbryg. Svend Rindholt.
38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
