Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET BILLEDE AF PIETRO TESTA 1 DANSK PRIVATEJE
AF A R I S T PANDER
Pietro Testa: Kamma og Sinorix. Maler
TAGER man den europæiske Malerkunsts Historie i
dens bredeste Linjer, har man Ret til at erklære
det italienske Maleri for dødt at være omkring
Aaret 1600...«; Carlo Cignani, Luca Giordano og
andre samtidige italienske Maleres Billeder »burde snarest
fjernes fra Kunstmuseets Magasiner. De skæmmer endog
Indtrykket af den italienske Forfaldskunst«. Det er knap
20 Aar siden, at Mario Krohn (i sin fortjenstfulde Bog:
»Italienske Billeder i Danmark«, S. 59, 76 f.) fældede
denne haarde og forøvrigt noget uretfærdige Dom over den
senitalienske Malerkunsts Blomstringsperiode i det 17. og
18. Aarhundrede (Seicento og Settecento).
Til Trods for at de Sagkyndiges Mening herom er
delte, skulde man dog mene, at den Tid nu snart maatte
være forbi, hvor Renaissancekunsten paa det italienske
Fastland og i Venezia udgjorde det eneste,- urokkeligt
faste Grundlag for Bedømmelsen af den italienske
Malerkunsts Formaaen. Uden paa nogen Maade at forringe
dennes epokegørende Indsats, kan det ikke eftertrykkeligt
nok fremhæves, at en saadan Betragtningsmaade savner
enhver Hjemmel, idet den hverken kan underbygges ved
historiske og teoretiske eller ved æstetiske Argumenter. Det
er, som om Begrebet »Den klassiske Kunst« paa en
skæbnesvanger Maade har paavirket den almindelige
Ideologi, ja ligefrem lænket den til Rinascimento’s Piedestal!
Baade den vidunderlige Udstilling i Firenze i 1922,
Hermann Voss’ grundige Undersøgelser og — først og
fremmest — enhver uhildet Betragtning af Billederne i
Kirker, Paladser og Museer i Bologna, Firenze, Rom og
Neapel skulde dog være mere end nok til at godtgøre, at
ogsaa Tiden fra 1550—1750 har frembragt maleriske
Værdier, som meget vel kan sættes ved Siden af den
foregaaende Periodes Mesterværker. Denne Værdsættelse
gælder ikke alene den »naturalistiske« Retning indenfor
Seicento- og Settecento-Kunsten, som repræsenteres af
Cara-vaggio, Strozzi, G. M. Crespi, Ribera og den
neapolitanske Skole, men omfatter ligeledes de fortrinsvis
eklektiskdekorative Malere, iblandt hvilke der foruden de 3
Medlemmer af Familien Carracci f. Eks. skal nævnes
Domeni-chino, Guercino, Tiarini, Lanfranco, Pietro da Cortona,
Luca Giordano og Carlo Maratta, som hver paa sin Vis har
ydet sit Bidrag til den italienske Barokkunsts Opstaaen og
Udvikling, som efterfulgtes af Rococoens fortryllende
»Dekadence«.
97
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
