Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med utallige fine og stærke Traade er disse Mestres
Kunst knyttet til Renaissancen: Rafael, Correggio, Tizian
og Michelangelo er deres Ledestjerner. Men har
Renais-sancens højeste Maal været Forenkling og Klarhed,
Harmoni og Symmetri i Linjens Tegn, saa er nu
Kompositionens Komplicering og Sammensvejsning med Farven og
Lyset som Udgangspunkt det, som fængsler Kunstneren;
har den enkelte Figurs distinkte Tegning engang været det
afgørende Moment, saa bliver nu Billedkomponenternes
indbyrdes Stilling til hverandre bestemt af Malerens
glødende Ønske om at fremstille de stærke, ja voldsomme
aandelige og legemlige Bevægelser; den maleriske
Kontrast mellem Lys og Skygge trænger Detaillernes
Betydning tilbage, men gavner Helhedsvirkningen, som ydermere
forstærkes ved en hidtil ukendt Masseudfoldelse. Denne
Udvikling begunstigedes ved de store Overflader, som
Kunstnerne fik anvist til Udsmykning; paa denne Maade
opstod de store Loftsmalerier og de vældige Altertavler til
Katolicismens og Jesuiterordenens Forherligelse, som skulde
betragtes og virke paa Afstand. I Modsætning til
Naturalisternes yderliggaaende Anvendelse af mørke Farver og
dybe Skygger, udøver Antikken i den eklektiske
Kunstretning en dæmpende Indvirkning, baade med Hensyn til
Kompositionens Struktur og den gennemgaaende lyse
Farveholdning. Disse Barokkunstnere har først og fremmest
fejret deres største Triumfer i det dekorative Maleri; men
deres engang dybt beundrede Virtuositet og den ligefrem
geniale Tilpasningsevne til Arkitekturen har senere hen tit
været Genstand for den mest nedsættende Kritik — dog
langtfra altid med Rette. Thi disse store Banebrydere bør
dog virkelig ikke bedømmes udfra deres svage og slaviske
Efterfølgeres ofte mageløse Flygtighed og
Overfladiskhed.
Selv ikke den intime Kunst kom til kort under disse
»berygtede« Barokkunstneres Ægide. Portrættet,
Landskabsmaleriet og Stilleben har tværtimod oplevet en Udvikling,
som Renaissancetiden ingenlunde lod ane.
Ser man bort fra den venetianske Malerkunst, som
ogsaa i denne Periode indtager en Særstilling, raader de
danske Samlinger over et forbavsende lille Antal af
interessante Billeder fra denne Tid, især efter at H. Voss fornylig paa
en overbevisende Maade har henført det tidligere
Caravag-gio tilskrevne Billede med Spillerne (paa Kunstmuseet) til
hans flamske Elev Theodor Rombouts (15-97—1637).
Foruden Salvatore Rosa’s 3 Billeder, Francesco Cozza’s
interessante Landskab med Historien om Hagar som
Staffage og Luca Giordano’s »Paris’ Dom« er det netop den af
M. Krohn tilsidesatte Carlo Cignani’s to Billeder,
Madonnaen og »Josefs Kyskhed«, som vi i Danmark maa nøjes
med, for blot at opfange et svagt Glimt af den
mellemitalienske Barokkunst.
Til Gengæld lykkes det en Gang imellem i danske
Privatsamlinger at støde paa et eller andet interessant og
hidtil ukendt italiensk Billede fra samme Tid, som ved en
eller anden Lejlighed er kommet til Danmark, og som paa
Grund af den her til Lands lidet udprægede Interesse for
Malerier fra Baroktiden har faaet Lov til i Aarevis at
hænge upaaagtet, som f. Eks. to nydelige ensfarvede Udkast,
vistnok til Altertavler, af den genuesiske Maler og Tegner
Giovanni Benedetto Castiglione, kaldet il Grecchetto (1610
—1665) i den tidligere russiske Minister Baron M.
Meyen-dorff’s Eje. Og gør sig forresten ikke en saadan Ringeagt
ogsaa gældende overfor den dansk-romerske Barokmaler
Hendrik Krock, hvis to beskedne Kompositioner paa
Kunstmuseet næppe muliggør en retfærdig Bedømmelse af
denne begavede Elev af Maratta?
Iblandt det lille Antal af italienske Barokbilleder i
Danmark har det her for første Gang offentliggjorte Billede
(malet paa Lærred, stort 112 X 158 ctm.) Krav paa en
mere indgaaende Omtale. Det stammer efter Sigende fra en
italiensk Privatsamling og er nu i dansk Privateje.
Selv et flygtigt Øjekast paa Billedet viser os, at dette er
malet af en Kunstner, som har undergaaet en umiskendelig
Paavirkning af Domenichino (man tænke f. Eks. paa hans
Billede »Timoclea foran Alexander den Store« paa
Louvre-Museet), fra Pietro da Cortona, hvis mytologiske
Kompositioner har efterladt tydelige Spor paa vort Billede, og fra
Nicolas Poussin, hvis dominerende Indflydelse næppe
nogen romersk Kunstner mellem 1630—1660 har kunnet
unddrage sig.
Ser man sig om blandt de Kunstnere, som paa dette
Tidspunkt har spillet en mere eller mindre fremtrædende
Rolle i Rom, og hvis Billeder tillige opviser en Blanding af
Træk, som er karakteristiske for de tre ovennævnte
Kunstnere, standser man først og fremmest ved Pietro Testa fra
Lucca (1617—1650), hvis Venskab med Poussin og hvis
Elevforhold- til Domenichino og Pietro da Cortona i denne
Sammenhæng tiltrækker sig vor fulde Opmærksomhed.
Heldigvis finder denne Gisning om Billedets Kunstner en
kærkommen og uomtvistelig Bekræftelse, som stadfæster
de ad en stilkritisk Vej vundne Resultater. Sagen er den,
at Pietro Testa baade har været en dygtig Maler og en
meget talentfuld Raderer, som gentagne Gange har
gengivet sine egne Malerier i Stik. Slaar man op hos Bartsch,
Peintre-Graveur, 20. Bind, i Fortegnelsen over Testa’s
Raderinger, læser man følgende Beskrivelse af Nr. 19:
»Si-norix’ Tjenere bærer deres Herre, som er blevet forgiftet
af Kamma i Dianas Tempel, til Vognen. Kunstnerens
Monogram findes forneden til højre«.
Det er vistnok den eneste, i hvert Fald en af de faa
Gange, hvor Kunsten har interesseret sig for denne mytologiske
Fortælling, som findes optegnet hos den græske Forfatter
Plutarch i hans Samling »Kvindernes Dyder« (Plutarchi
Moralia, ed. Daniel Wyttenbach, 2. Bd., 1. Del, 1796, p.
55 ff.). Hovedrollen i denne Fortælling spiller den galatiske
Fyrste Sinatus’ kyske Hustru, Kamma, der tillige var
Dianas Præstinde; hun bliver efterstræbt af en anden galatisk
Fyrste, Sinorix, som myrder Sinatus for at sætte sig i
Besiddelse af Kamma, der stadig afviser hans Bønner.
Omsider gaar hun ind paa at blive hans Hustru, dog inden
Brylluppet skal finde Sted, bringer hun i Sinorix’
Nærværelse Diana et Offer, ved hvilken Lejlighed hun lader
Sinorix drikke af den forgiftede Offerdrik, hvorefter hun selv
drikker Resten og tager Gudinden til Vidne paa sin
bevarede Kyskhed. Rædselsslagen lader Sinorix sig af sine
Tjenere bringe til sin Vogn i Haab om, at Rystelserne under
Køreturen vil helbrede ham. Dog dør begge i Løbet af
Natten.
98
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
