Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARENAEN
AARQ. 1 SEPTEMBER 1927 NR. 4
o. v. borch - broby johansen - juan gris - åse riisager
HARALD GIERSINO - STÆHR-NIELSEN
Harald Giersings Død var — som vi alle
ved — et stort Tab for dansk Kunst, men
den Trøst havde vi dog, at Giersing i
levende Live af de fleste kunstforstandige
Mennesker var blevet værdsat og delvis
officielt kanoniseret (Medlem af
Akademi-raadet og Arbejder paa Galleriet). Giersing
indtog en Særstilling indenfor nyere dansk
Kunst, ikke alene i Kraft af sine store
kunstneriske Evner, men lige saa meget
paa Grund af sin stærke Intelligens, det er
jo ikke altid Synonymer. »Hvad nytter det,
at man har Guld at give for Sølv, naar
ingen faar det at vide.« Giersing var
Menneskekender og Værdsætter af Pressen og
Kritikens Magt. — En Kunstner, der aldrig
forstod sig paa det, var Erik
Stæhr-Nielsen, hans kunstneriske Begavelse var stor
og egenartet, men Samfundets Love og
Vedtægter fattede han ikke, for ham var
det nok at stræbe mod at låve god Kunst,
alt andet foragtede han. Det bødes der for.
Alt det, han i sin hensynsløse Trang til
kun at beskæftige sig med det væsentlige,
ikke kerede sig om, tvang ham i Knæ og
slog raat og brutalt Penslen ud af
Haanden paa ham.
Stæhr forstod ikke, at selv den
pragtfuldeste Plante skal have god Muld for at
gro; for at gøre Mulden givtig skal der
Gødning til og selv om den ikke altid er
lige velduftende — den er uundværlig
under vore Himmelstrøg.
Stæhr-Nielsen forstod Ikke Kritiken og
Venskabets Magt og Venskabets Magt
over Kritiken.
Efter hans Død afholdt Kunstforeningen
ganske vist en Mindeudstilling, og
Galleriet købte et enkelt af hans Arbejder, rig-
tig ihukommende de dræbende Ord: bedre
sent end aldrig.
Mit Forslag er 1 Korthed dette:
Galleriet burde samle det bedste af Giersings
Åse Riisager: Træsnit
og Stæhr-Nielsens Produktion i en stor,
rummelig Sal.
Der er ingen Tvivl om, at de vilde
klæde hinanden ypperligt. Trods
Udtryksmidlerne er der stærkt Slægtskab imellem dem,
man fornemmer den samme dybe,
molstem-te Undertone i begges Arbejder, skønt
udpræget moderne dog med dybe Rødder i
Romantiken, et Slægtskab som mellem
Rubens og Delacroix.
Det bedste af Giersings Kunst er det
endnu ikke svært at faa samlet, det
findes sikkert paa forholdsvis faa Hænder.
Stæhrs Arbejder bliver det noget
vanskeligere at faa opsporet, men endnu kan det
gøres, men som Aarene gaar, bliver det
ganske vist mere og mere besværligt.
Hans Kunst var jo ikke af
Visitkortformat og derfor ret uhaandterlig, og naar
den Tid kommer, hvor Slægt og Venner,
der nu behandler hans store Lærreder med
Veneration, ikke mere eksisterer, saa maa
man desværre befrygte det værste.
Stæhr-Nielsens Billeder har jo desværre endnu
ikke nogen større Værdi i Handel og
Vandel; men vilde det ikke være lidt for trist
og meningsløst, om en af de mest
særprægede Begavelser indenfor ung dansk Kunst,
om hans Arbejder næsten sporløst skulde
forsvinde?
Galleriet burde tage sig sammen og
skænke os den Oplevelse, en Sal fuld af
Giersing og Stæhr-Nielsens Arbejder vilde
være.
Man behøver ikke at have
Spaadomsev-ner for at se dens Kraft og Pragt. Vi
mangler et dansk kunstnerisk Tyngdepunkt
til den moderne norske’ Afdeling, hvor
Munch og Karsten fyger og brænder. Her
var virkelig en Lejlighed for Ledelsen til
at indlægge sig — for en ret rimelig Penge
— Berømmelse, og Kunstvenner (ikke
alene Hammershøj-Beundrere) kom til at
staa i Taknemmelighedsgæld til den.
Selv om Kunstmuseets Direktion maaske
bryder sig fejl om det, er det nu alligevel
ikke saa tosset en Ting at komme ud for.
o.vi.diovj
WILLUMSEN-KOMITÉEN
Willumsen har Skoen paa, saa han ved,
hvor den trykker, han har i Frankrig følt
den Ligegyldighed, for ikke at sige
Foragt, hvormed alle kunstneriske Ydelser, selv
de bedste, blev mødt, naar Ophavsmanden
ikke var født i det forjættede Land eller
ihvertfald havde Indfødsret der, og er
blevet opbragt derover.
De Motiver, der har faaet Willumsen til
at nedsætte en Komité, hvis Formaal skulde
være at gøre Propaganda for dansk Kunst
og Literatur, er rigtige og ligetil, men mon
han aner, hvor svært det bliver at realisere
Idéen?
Willumsen er vel nok en af vore
skarpeste Intelligenser og staar derfor ret
isoleret, for dybt i den danske Folkepsyke
ligger der en Trang til Snobberi og en
Kri-tikløshed overfor alt, hvad der er af
udenlandsk Oprindelse.
Det er desværre ikke blot
»Langelinie-pigerne«, der løber amok, naar et fremmed
Produkt viser sig inden for den hjemlige
Synskreds, selv satte Folk med Titler og
Embonpoint taber deres forholdsvis sunde
Omdømme og opfører sig ufrivillig komisk.
Vi har herhjemme en underlig Trang til
altid at gaa over Aaen for at hente Vand.
Gennem Tiderne har vi haft bildende
Kunstnere (bl. a. Köbke og C.A.Jensen) som
Udlandet, Frankrig iberegnet, ikke kan
opvise noget Sidestykke til. Det er sjeldent
blandt det ret store Kontingent af danske
Studerende i Paris, man hører de to
Maleres Navne nævnt, men har man bevæget
sig blot lidt blandt unge franske Kunstnere,
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
