Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forfatter. I løbet af de 28 sider, som skildringen af en
spaseretur gennem Stockholm og en sommeraftens små
hændelser ude på det store udstillingsterræn tager Siwertz,
näer han, uden mindste anstrængelse, ganske jævnt og
naturligt, at skabe en nøje gennemtænkt disposition, en
veltilrettelagt basis for romanens videre forløb. Som i en kim
rummes hele bogen i denne indledning, et lille mesterligt
novellistisk stemningsbillede å la Söderberg. — Men
begyndelsen lover for meget.
Romanens hovedperson, Torsten Qjörloff, er så rendyrket
en flanør som nogen, mistænkelig rendyrket, et i forhold
til hele sin åndelige habitus altfor konsekvent og præcist
reagerende menneske. Han illustrerer til en begyndelse
mønsterværdigt denne sætning: man skulle inskränka sig
till att vara åskådare, glädja sig åt de vackra fasaderna
men väl akta sig att öppna någon port, som kunde gå i
baklås om en. Hvilket ikke stemmer læseren synderlig
sympatisk eller interesseret overfor ham.
Bogen handler om, hvordan denne Mand under
påvirkning af en række begivenheder — en kortvarig forlovelse
med en mondæn skønhed, faderens sygdom og død, den
lille familieforretnings konkurs, forårsaget af en
bedragerisk kommis, ungdomskammeraternes skæbne, o. s. v. —
kæmper sig ud af det æstetiske stadium ind i det etiske,
fra negativ passivitet til positiv aktivitet, så at han i
bogens slutning med stor alvor kan sige: Jag vill inte bara
gå och se på längre, jag vill vara med ock Iägga sten på
sten. Jag vill lefva i arbetets goda glömska.
Denne udvikling er gennemført med logisk klarhed, fint
og sikkert. Der er således en vis linje, en vis indre helhed
i bogen, en bærende ide. Men Siwertz har endnu ikke fært
at beregne, hvor meget handling en stor roman kræver, og
af hvad art den må være. Der foregår for lidt i Én Flanör,
begivenhederne virker for spredte, isolerede, dukker op og
forsvinder uden rigtigt at komme indenfor bogens
atmosfære; de spiller altfor tydeligt kun en sekundær rolle som
igangsættende moment, som nødvendige tilskyndelser til
det væsentlige: de psykologiske konflikter, heltens
moralske udvikling. Siwertz har ikke formået at samle ydre og
indre begivenheder og lade dem gå op i en højere enhed.
Og han har navnlig ikke knyttet hovedpersonen og hans
psykologiske udvikling til en enkelt, central og fortløbende
handling, men til flere mindre successive. Det har skadet
romanen som roman betragtet, gjort den
usammenhængende, næsten fragmentarisk i sin virkning. Siwertz har
magtet detaljen, den enkelte situation, og mere end det,
men han har endnu ikke kunnet skabe den organiske
kontinuitet og harmoniske samstemthed, den afrundede helhed.
— Der er meget smukt og meget menneskeligt i denne
Siwertz første roman. Men den mangler realitet, pågående
tilstedeværelse. Den er bleg og klar, ejendommeligt fjærn
og sprød i sin stemning; mår man tænker tilbage på den,
virker den ikke som liv, mere som illustrerende leveregler.
Den er en tankekonstruktion i kunstnerisk gevandt.
Midterpersonen i den følgende roman Eldens återsken
(1916) er påfaldende nær beslægtet med Torsten Qjörloff.
Han er slet ikke så interesseløs fra begyndelsen af, der er
mere stof i ham, lidt mere etisk gehalt, en vis bunden
varme og resigneret kløgt. Men typen er den samme, og den
udvikling, han gennemløber, ligger i samme plan som
Torstens. Lennart Ahlborn er, da vi lærer ham at kende, en
mand der »har taget middagshøjden« og er gået istå, for
hvem ungdommen er smuldret bort uden at efterlade det
mindste, og som er ved at forstene i en trist, halvt
vanemæssig, halvt dybere begrundet energiløshed. Siwertz
fører ham tilbage til livet, midt ned gennem den tordnende
strøm, og lærer ham at tage vare på dets værdier, både
de bedste og de sødmefyldte. Bogen er således, idemæssigt
set, en gentagelse, ialtfald en variant. Men som kunstværk
er den en fornyelse.
I Eldens återsken er der for det første en velkomponeret,
midtpunktsamlende hovedhandling: Lennarts og Signe
Täcklindhs kærlighedshistorie, måske den fineste, dybest
følte og mest ægte i hele Siwerts forfatterskab, så nøgtern
og menneskelig i sin uhjælpelige afhængighed af tilfældets
luner og livets ironi. Dernæst er romanen bredere, mere
episk anlagt og fastere gennemført end En Flanör. Der er
såvist ingen mangel på stof. Krigen er kommet Siwertz til
hjælp, og han udnytter den til det yderste, den danner
baggrunden for bogens begivenheder, præger
totalstemningen fuldstændigt. Vi får et glimrende impressionistisk
billede af Stockholm i de skæbnesvangre Augustdage 1914,
vi får, efterhånden som romanen skrider frem, en række
sikkert opridsede portrætter af krigsbetonede typer,
ligefra Lennarts smarte, merkantile fætter, Betjeman,
klausulæderen, den hensynsløse udnytter af konjunkturerne, over
den fejge, hykleriske hamstrer, spidsborgeren Frisell, til
de finske nationalister og de indkaldte rekrutter, som
Lennart en tid deler skæbne med. Og ud af krigsforholdene
skaber Siwertz en næsten for spændende intrigehistorie,
der udvikler sig side om side med hovedhandlingen og
kombineres med denne. — Men trods al effekt, ti ods en
vrimmel af mennesker og begivenheder, er der endnu meget
af En Flanörs blege tankespind tilbage i denne bog, en
hoben kunstnerisk ubearbejdet visdom og livserfaring, som
hæmmer cirkulationen og ingen nytte gør.
Sagen er nemlig den, at Siwertz her i de første romaner
dels ikke har formået at frigøre sig og komme på afstand
af sit stof. Det er bestandig sig selv og sine nærmestes
erfaringer, han tumler med; den livsanskuelse, som fylder
ham, er ikke Så afklaret, at han formår at smælte den om
til lødig kunst. Og dels er han moralist på en hals;
tendensen er ham for magtpåliggende, han ofrer for tit den
æstetiske virkning til fordel for en formodet etisk og
opnår derved blot det ene, slet ikke at virke.
En Flanör og Eldens återsken er begge blevet stående
på eksperimentets stadium. Men det skal tilføjes, at det
kun er de færreste givet overhovedet at gøre den slags
eksperimenter; man mødte dem gerne lidt hyppigere indenfor
litteraturen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
