Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
by, man følger et menneske eller en slægt; tusen småtræk
flimrer en i møde, selvfølgeligt og tilsyneladende planløst,
og fæstner sig i ens bevidsthed. Og som af sig selv riår
handling og skæbner til vejs ende. Et lydefrit kunstværk,
en af de mægtigste og stærkeste bøger i nordisk litteratur,
et monumentalt epos, der som en klippe rager op over
døgnlitteraturens vande.
Navnlig første del, skildringen af den Selambske
søskendefloks hjemløse opvækst og ensomme modning ude
på det gamle vanskøttede slægtsgods, er mesterlig i al sin
barske uhygge. Mens handlingen, bred og rolig, som en
flod i sit dalleje, ustandseligt glider forbi, drager Siwertz
personerne frem en for en og gang på gang, lader dem
gro op for øjnene af os, afhængige, formet som de er af
slægten, milieuet, traditionen; en række skikkelser, så
overbevisende klart belyst i deres individuelle
ejendommelighed, at de næsten besætter en.
Det er en lidet lystelig bog, Selambs, inspireret af
krigsårenes illusionsløse stemning, uden dog direkte at behandle
denne periode; en bog om egoismen, om hårde,
hensynsløse mennesker, hvis primitive, oprindeligt sunde, men
farlige og voldsomme livstrang er blevet forkvaklet fra
grunden af og ledet i gal retning, mennesker, der Jager ensomt
og har forhærdet sig i gold hævnfølelse overfor alt og alle,
fordi de i deres barndom har læst for meget om livets
uretfærdighed og ondskab. — Der er ingen Siwertz’ske
gengangere i denne bog, ingen stueblege tankefostre å la
Torsten, som bestandigt er ved at omkomme i abstraktionens
ætertynde Luft; og heller ingen skematiske resumeer,
personer, hvis individualitet forsvinder under en
sammenhob-ning af typeegenskaber. Der er mennesker, slet og ret.
Derfor bliver Selambs til syvende og sidst også langt stærkere
i sin moralske virkning end En Flanör og Eldens återsken,
selvom den ikke ender med haabefuld forbedring.
Mon ikke Gyldendal havde stået sig ved at præsentere
dette Siwertz’s hovedværk for den danske læseverden i
stedet for Stormagasinet?
*
Ham frän Babylon, den roman Siwertz udgav 1923, og
hvori han drager til felts mod efterkrigstidens hektiske
nydelsessyge, minder i mangt og meget om Otto Rungs
senere bøger, blændende rutineret gjort, effektfuld,
underholdende, såpas sentimental og rigeligt forsynet med
symbolske knaldbomber, der på kommando udløses i et fyrværkeri
af veltournerede åndrigheder. Den viser klart, hvilke
fristelser en stor artistisk begavelse må lære at modstå. Når
man holder af Siwertz’s kunst, ønsker man bogen
uskreven. Den er en hund i et spil kegler. Og det guld, der her
og der glimter frem i sandet, er ikke nogen undskyldning
for den — man fristes til at sige tværtimod.
Ham frän Babylon er Siwertz’s offer til galleriets Molok.
Om Det stora Varuhiiset (1926) skal kun siges, at det er
en roman i allerbedste forstand, ikke ulig Zolas i
ærnnebe-handling og opbygning, men hurtigere, elegantere i sit
forløb. Man må håbe, at det danske publikum gennem den
vil finde vej til Siwertz’s øvrige produktion (novellerne
iberegnet!); og man kan ønske fromt, at unge talentfulde
hjemlige romanskribenter, hvis bøger forringes indtil det
ulæselige af en så fuldkommen mangel på teknik at den
næsten tager sig ud som dum trods, ved at læse
Stormagasinet får lyst til at stifte nærmere bekendtskab med deres
store svenske kollega og gå i lære hos ham.
P. Chr.
TYPISKE TILFÆLD E
For ganske nylig har den store tyske
Romanforfatter Herman Hesse
offentliggjort en Jeremiade oveç de usle
Kaar, den nærværende Tid byder Digteren.
Omgivet af Mennesker, der kun har
Interesse for rent materielle Spørgsmaal, føler
han sig rodløs i den Verden, han drømte
■ om at berige med ny Skønhed og høje
Idealer. Alligevel søger han at holde Hovedet
hævet, overbevidst om, at denne Jerntid vil
blive fulgt af blidere Dage, hvor Aanden
atter skal herske over Materien.
Man kan næsten fristes til at indbyde
Hesse til et Besøg i det digtende Danmark,
for her er en Del af Digtningen i den Grad
frigjort fra det materielle, at den har
aflagt alle, aabenbart forældede
Digterinsignier og er trukket i den bredsporede
Populærfilosofis Klædebon. To saa forskellige,
men hver i sin Art saa ypperlige Digtere
som Johs. V. Jensen og Helge Rode søger
hver fra sit Synspunkt at meddele deres
Medmennesker, hvordan de nu opfatter
Livet og deres Forhold til Dagen og
Evigheden. Bog efter Bog sender de ud paa
Markedet. Man haaber atter at skulle møde
Digteren, hver Gang man tager en af
disse Bøger i sin Haand, men skuffes lige saa
regelmæssigt.
Selv i Lyriken er der gaaet filosofisk
Orm. 1 Stedet for skønne Vers giver Ludvig
Holstein os Afhandlinger om »Processen i
Himlen« og »Dualisme« og »Livets
Religion«. De mindste Aander hinker med efter
bedste Evne, og det baade gamle og unge,
Victor Dantzer saavel som Johannes
Welt-zer.
For at Satyren ikke skal savnes i Koret
udgiver Sophus Claussen nu et Bind
»For-aarstaler«. Pilefløjten er lagt paa Hylden,
Antonius er ikke længer i Paris, Eroter og
Fauner gemmer sig i andre Lunde end de,
hvori Digteren nu vandrer og drømmer om
at blive en stor Maler, overbevist om, at
»Maleriet svarer for mig danske Lyriker til,
hvad Kritiken af den rene Fornuft var for
den store Immanuel Kant«. Og hvad er det
saa han vil med sin lille Bog? Først og
fremmest vil han forklare, at han er Idealist
og at man har taget ganske fejl af hans
Digtning, naar man har tillagt ham
Fordærvelse og moral insanity. Dernæst vil
han overfor Johannes Jørgensens Angreb i
»Livslegenden« fremhæve sin Religiøsitet,
og endelig vil han proklamere sin Tro paa
Livet og Forløsningen gennem kunstnerisk
Skaben. At digte, siger han, er
Selvprøvelsens Kunst, og alle Digtninge, Videnskaber
og Teologier paa deres vidtforskellige
Sprog, i Ord, Toner, Farver eller fysiske
og kemiske Forvandlinger giver
Aabenbarede af en fælles Aand.
Ak, om han dog blot havde skrevet et
eneste virkelig smukt Digt i Stedet for al
denne lyriske Prosasnakken om Ting, han
netop i Kraft af sin lyriske Indstilling,
hverken har Evne eller Vilje til at uddybe
saaledes, at den bliver andet end Snakken.
Tilfældet Claussen er tidstypisk. Det
hører sammen med Tilfældene Helge Rode,
Ludvig Holstein. Vore Digtere snakker om
Forløsningen gennem den kunstneriske
Skaben. Men selv er de som golde Kvinder,
der tager en andens i eget Barns Sted. De
kan ikke forlange, at man skal betragte
den lille filosofiske Skifting, de nu
præsenterer, med samme Øjne som man vil
betragte et Poesiens ægtefødte Barn.
Hans Werner.
144
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 18:32:59 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samleren/1927/0244.html
