Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Julius Tschudi: Home-rule-bevægelsen i Irland - I. Historisk udsigt indtil Parnells tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
For denne fremgangsmaade er O’Connel bleven sterkt dadlet
af det „unge Iiiand"s mænd. En af dem, John Mitchell, har
senere udtalt sin mening om, hvorledes O’Connel dengang burde
have handlet. „Han skulde" — siger John Mitchell — „have
ladet bønderne komme sammen i Clontarf og mødt dem der,
saaledes som han havde lovet. Han skulde derimod have ladet sine
tilhængere i Dublin blive tilbage i byen og givet dem
bemyndigelse til — mens tropperne var trukne ud af byen — at
bemægtige sig slottet og militær-barrakkerne og at barrikadere de
gader, der førte til Clontarf. Den hele garnison og politi udgjorde
5000 mand. Dublins befolkning var 250,000. Folkemasserne fra
landet vilde antagelig have udgjort ligesaa mange. Der vilde
være bleven et frygteligt mandefald blandt de ubevæbnede folk,
da soldaterne havde skudt paa dem — forøvrigt en tvilsom sag —
og O’Connell vilde kanske være falden. Det vilde have været
vel for hans eftermæle, om saa var bleven tilfælde, og et
mandefald af en 5 å 10,000 hin dag vilde have kunnet spare Irland det
hundreddobbelte mandefald ved hungersnød."
Saaledes siger John Mitchell, at O’Connell burde have handlet
ved nævnte leilighed. Jeg siger ikke, den mening er den rigtige.
Jeg nævner den kun for at vise, hvilke voldsomme anskuelser
der ogsaa dengang raadede hos ledende mænd i Irland. O’Connell
fik afledet dem — og beherskede dem ved sin indflydelsesrige
personlighed. Men O’Connells dage var nu snart talte. Han
mødte for sidste gang i parlamentet i 1847.
Hans land stod netop oppe i hungersnødens forfærdelige krise,
om det var hans sidste thema i parlamentet: „Irland er i eders
hænder. Hvis I ikke frelser det, — det kan ikke frelse sig selv.
Med min dybeste overbevisning forudsiger jeg eder, at en
fjerdedel af Irlands befolkning vil gaa tilgrunde, om parlamentet ikke
kommer det tilhjælp."
Saa lød hans sidste offentlige ord. Faa dage derefter var
han paa veien til Bom for som god katholik at søge pavens
velsignelse, før han tog afsked med livet. Han naaede ikke saa
langt. Døden traf ham underveis, i Genua den 15de mai 1847.
Daniel O’Connel var død. Det irske folk var uden fører.
Følgerne udeblev ikke. Det „unge Irland"s mænd kunde nu —
da de var uden bremse — ikke længere styre sig. Saa kom
februar-revolutionen i Frankrig og leverede nyt fængstof.
Revolutionære blade og klubber blev stiftede — det voldsomste
sprog blev ført. Regjeringen blev urolig. Den lod hovedlederne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
