Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolai Gogol: Under skvætlæderet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
ofte se statelige officerer gaa forbi og snakke med hverandre; og
passiaren gik livligt om avancement og røgtobak og heste og
regiments-droschen ; regimentsdroschen var en vogn, der tilhørte regimentet og gik
rundt mellem officererne; én dag kunde man se den tykmavede major
paradere i den, og den næste stod den i kapteinens stald. Paa gjerderne
mellem husene hang brogede soldaterhjelme og luftede sig, hist og her
paa en planke saa man graa kapper; i baggaderne traf man til enhver
tid soldater med røde, buskede snurbarter. Snurbarterne forfulgte de
indfødte overalt; naar byens piger forsamlede sig paa torvet med sine
melkespand, kunde man være sikker paa, at der dukkede frem en
snur-bart for hver pige. Det selskabelige liv i byen, der før var besørget,
af dommeren, en diakonisse, som holdt hus^ ‡>r ham, og fogden, som
sov hele dagen undtagen ved maaltiderne, fik nyt liv nu, da
generalbrigaden og med den en masse officerer havde holdt sit indtog. De
omboende godsbesiddere, hvis tilværelse ingen før anede, begyndte nu
hyppigere og hyppigere at besøge den lille by for at gjøre
bekjendtskab med officererne.
Skammeligt er det, at jeg ikke er istand til at komme paa, hvad
der var anledning til, at generalen kom til at give en glimrende diner;
forberedelserne var storartede; før sol var oppe, hørte man knivene hakke
i generalens kjøkken. Alt, hvad der fandtes paa torvet, blev opkjøbt
til denne fest, saa dommeren maatte lade sig nøie med boghvedegrød
til middag. Generalkvarterets lille gaardsplads var ganske opfyldt med
droscher og kaleschevogne. Det var et herreselskab, gjesterne var,
foruden officererne, nogle godsbesiddere fra nabolaget.
Blandt godsbesidderne udmerkede sig især Pythagorus
Pythagorus-witsch Tschertokucki, som var en af de fineste adelsmænd paa de
kanter; han var en af dem, som skreg høiest ved valgene og kom altid
til byen i en elegant ekvipage. Han havde engang tjent i kavalleriregiment
og havde været blandt de fornemmere og mer anseede officerer; han
saaes-ialfald stadig paa baller og i selskaber, ligegyldigt hvor hans regiment
havde sit kvarter. Men saa fik han pludselig afsked, man fik aldrig
vide hvorfor, — men der var en „ubehagelig historie". Men det havde
ingen indflydelse paa hans rygte eller hans stilling i selskabslivet; han
havde beholdt et vist militært snit paa sine klæder, gik med sporer
paa støvlerne og snurbart under næsen; det sidste havde han, forat
landadelen ikke skulde tro, at han havde staaet ved infanteriet, som
Tschertokucki foragtede og gjerne kaldte „infameriet".
Han var at se ved alle store aarsmarkeder, hvor han tog sig ganske
underlig ud blandt alle ammerne, børnene og de søndagsklædte
smaa-borgere, der strømmede til i alle mulige slags underlige kjøretøier.
Han lugtede formelig, hvor der var et kavalleriregiment og kjørte altid
derhen for at gjøre bekjendtskab med officererne; han havde en egen
evne til at blive gode venner med dem i kort tid.
Ved de sidste valg gjorde han sig bemerket ved at holde en
høi-tidelig middag til ære for landadelen, og her erklærede han, at dersom
de vilde vælge ham til marschal, skulde han sørge for at give
landadelen en ganske anden betydning, end den havde. I almindelighed
levede han tarveligt, som man pleier at sige i provinsen; han havde
giftet sig med en vakker liden frøken, som bragte ham 200 sjæle og
et par tusen i kontanter som medgift. Kontanterne blev straks om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
