Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bendix Lange: „250“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
Han tog sig til uhrlommen. Gudskelov! der laa den denne
velsignede sølvankergang og tikkede saa rolig og ubekymret!
Stakkar! Nu havde den gaaet i saa mange, mange herrens aar
uden afladelse, saa den kunde tilforladelig høiligen tiltrænge et
længere stillehængende sommerophold lios „onkel". Den fortjente
det, det gamle skrog, for al sin punktlighed og akkuratesse.
Væk med ankergangen!
Ti kroner!
Det gav frist; det gav middagsmad; der var ingen grund
til at tabe modet.
Rimelig pause.
Da uhret var spist op, kom turen til „overflødige"
klæd-ningsplag.
Vinterfrakken f. eks. kunde meget passende tilbringe
sommeren sammesteds; han havde ikke brug for den, ja, ikke plads til
den engang.
Syv kroner!
Liden pause.
Søndagsdragten? Ja, det var kanske ikke fuldt saa hyggelig;
men strengt taget var det luksus, og saa ikke det mindste moderne,
neppe tidsmæssig engang at holde søn-dags-dragt contra —. Det
mindede ham om gamle jomfruer, svedskebetjeiite og barbers vende
- fy da!
Femten kroner!
Længere pause.
Saa var det den infame gamle buksen der, med den blanke
ende og lommerne paatverre! Samme vei. Ogsaa den væmmelige,
umulige diplomatfrakken, det foiiorneste af alle klædesplag!
Samme vei. Saa slag i slag, uden at blinke, støvler, strømper,
underbukser, skjorter, en eneste gammel hat — den bedste
-alle uundværlige bøger, der alle var lige nødvendige, endelig
paraplyen, alt, alt, indtil han — plukket og ribbet som en
afpillet høne — ikke eiede en flis mere end det, han gik og stod i.
Stor pause.
Paa denne maade havde lian stampet sig frem til hen i juli
maaned; men da var det ogsaa stop. Der maatte foretages en
ganske anderledes betydelig pengeoperation, skulde fremtiden
holdes gaaende, og det maatte ske i en ruf ogsaa. Hans øine faldt
paa afgaaet statsraad Johannessen, bekjendt for sin enestaaende
hjælpsomhed og gavmildlied og svaghed for andres gode attester.
Han bekjæmpede med vold alle fine, mod „slaabreve" op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
