Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
manden, der repræsenterer undersøgelsen og tvilen, er det her hustruen,
•der med et direkte, egte kvindeligt instinkts fasthed tilbageviser som
noget absolut fremmed og uantageligt, læren om helvede og evige straffe,
;som manden, der er prest i en liden amerikansk arbeiderby, med
jern-haard kalvinistisk logik betragter som en troens hovedhjørnesten, der
ikke kan tages bort uden at „frelsens plan" og den hele sindrigt
opførte theologiske bygning ramler sammen. Det er underligt i slutten
af det 19de aarhundrede at træffe paa gjengangere fra mørke
puritanske tider, som de her skildres: en menighed, der geraader i høieste
forargelse over at finde i sin midte et formørket individ, der nægter at
tro paa et flammende helvede, og hvis „ældste" kommer sammen i
høi-tidelig „session" for at tage presten i skole for hustruens kjætteri; en
prest, der, af hensyn til menigheden og hendes sjæls frelse, sender
hustruen bort, forat sorgen og skilsmissen, ligesom inkvisitionens
tortur, kan give hende klarere syn — og alt i kjærlighed! Thi dette
menneske er, med al sin kalvinistiske sneverhed, noget af det ærligste,
fineste, ømmeste, man kan tænke sig. Det er bare læren, som er
grusom, ikke han. Han, stakkar, knuses selv under dens Juggernauts hjul
i sin stræben efter at opfylde dens overmenneskelige krav.
Uden at røbe noget dybtgaaende menneskestudium, er bogen
fængslende og, trods sin aabenbare tendens, i det hele upartisk.
Titelen paa den næste bog, „The Story of an African Farm" af
Ralph Iron (Olive Schreiner), gir os en forventning om farverige
eksotiske scener og eventyr fra en anden hemisfære. Hvad vi faar af den
slags er det mindst mulige og rent tilfældigt. Det er væsentligt den ydre
ramme om en barnesjæls skyggeagtigt tegnede udvikling, vage stemninger,
drømme, tvil. Men saa er han ogsaa til gjengjæld et særsyn, denne
klodsede, lurvetklædte tyske gut, Waldo, med de sorte lokker og de
drømmende øine. Han er som padden i eventyret, der havde en juvel i sit
hoved; bag det afstikkende ydre er der hos dette barn en enkel,
ubevidst hjertefinhed og sjæleskjønhed. Han er en kunstner og tænker i
.svøbet, der han sidder ude i vildnisset og vogter sine faar og laver
.sindrige maskinmodeller og prøver at skjære ud i træ sine dristige
uartikulerte fantasier. „Du er ædlere end jeg," siger Lyndall, hans
lille barndomsveninde, „og ligesaa meget bedre som en af Gruds store
engle er bedre end et syndende menneskebarn." Og hans lod er at
sidde derude uudviklet i daadløs grublen. Hvad er det saa han grubler
over? I en af bogens første scener ser vi ham vaagne midt om natten
og ligge og lytte i mørket til urets tikken.
„Det ventede ikke; det gik ubønhørligt sin gang: og hver gang det
tikkede, døde et menneske! Han reiste sig paa albuen og lyttede. Han
ønskede, det vilde høre op.
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
