Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184-
Hvor mange gange havde det tikket, siden han lagde sig? Tusen
gange, kanske!
Han prøvede at tælle, og satte sig opreist for at kunne høre bedre.
„Dø, dø. dø," sagde uret, „dø, dø, dø!"
Han liørte det tydeligt. Hvor gik de hen, alle disse folk ? Han tænkte
paa de ord, hans far havde læst om kvelden: Thi vid er porten, og bred er
veien, der fører til fordærvelse, og der er mange, som gaar ind der.
„Mange, mange, mange," sagde uret.
Trang er porten og smal er veien, der fører til livet, og faa er def
som finder den.
„Faa, faa. faa," sagde uret.
Gutten laa med aabne øine. Han saa foran sig en lang strøm af folk,
en stor mørk masse, der bevægede sig i én retning; saa kom de til
verdens mørke yderste rand og gik udover. Han saa dem gaa forbi sig og
der var intet, der kunde stanse dem. Han tænkte paa, hvor den strøm
havde rullet afsted gjennem alle de lange fortidens aldre — hvor de gamle
grækere og romere havde gaat udover, og Chinas og Indiens talløse millioner
gik udover nu. Hvor mange, siden han var gaaet tilsengs!
Og m\et sagde: „Evighed, evighed, evighed!"
„Stans dem, stans dem!" raabte barnet.
Store sveddraaber stod paa guttens pande. Han kløv ud af sengen
og lagde sig med ansigtet mod gulvet.
„Aa, Gud, frels dem!" skreg han i kval, „bare nogle! Bare én for
hvert øieblik, jeg ligger her og beder!"
Han laa og krøb paa gulvet.
Aa, de lange, lange fortidens aldre, i hvilke de havde gaat udover! Aa,
den lange, lange fremtid, i hvilken de vilde bli ved! Aa, Gud. den lange,
lange, lange evighed, som ingen ende har!
Barnet græd og krøb tættere til gulvet."
Eftersom han blir ældre, er det de gamle evige spørgsmaal om en
personlig Gud, udødeligheden, værdiløsheden af vort menneskelige strævr
som han kaster ud i det øde rum, med en aandeløs intensitet, et alvor,
som gjaldt det liv og død. Underligt at se, hvor uundgaaeligt, alt
gjen-nemtrængende som en atmosfære tidsaanden siver ind overalt ad
usporlige veie! Her ude blandt kafferne, paa civilisationens yderste
grænse-skjel, lægger den sig knugende, med de samme tvil, den samme
pessimisme, som i vort gamle Europa. „Naar vi saadan ligger og tænker
og tænker," siger Waldo, „ser vi, at der er intet værdt at gjøre.
Universet er saa stort, og mennesket er saa lidet. — — — Tidsalder
følger tidsalder og drøm følger drøm. — — — Vore fædre havde sin
drøm, vi har vor, den slegt, som følger efter, vil have sin. Uden
drømme og fantomer kan ikke mennesket eksistere." —
Ved siden af Waldo og i slaaende modsætning til denne
indadvendte drømmer er der en anden skikkelse, som ikke sysselsætter os
mindre. Det er hans legekammerat og veninde, pigen Lyn dall. Djerv
og koncentreret, klar over sig selv og sine maal, er der over de ting,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
