Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197-
og staar altid imellem ham og handling, ham og menneskelig
kjærlighed. Og samtidig har han en uophørlig hunger efter livet og dets
krav, som viljen er mer og mer magtesløs til at tilfredsstille.
Disse to saa dybt forskjellige væsener træffes paa Eismeres
preste-gaard. I førstningen virker hans famlende sky væsen frastødende paa
den livsvarme sunde unge pige. Men ved et tilfælde kommer de
hinanden nærmere, han, der ellers ængstelig trækker sig ind i sin skal,
lokkes uforvarende ud, blir meddelsom, gir sig hen i dette uvante livets
og skjønhedens solskin, som overstraaler ham. Den livløse maske falder
af ham, og pludselig ser hun blændet og bedøvet ind i de uanede,
mørke dybder i denne sønderrevne menneskesjæl! Hun drages
uimodstaaelig^ magnetisk til ham, af mangeslags følelser, det ukjendtes trylleri,
sin skjønhedssans, sit kvindelige hjertes medlidenhed med denne
ulægelige ulykke. Udviklingen af dette forhold, hvorledes hun kaster sin
friske unge sjæls første rige kjærlighed bort paa denne halvgamle,
blodløse, billedskjønne pedant, er noget af det mest betagende, jeg har
læst, skjønt og dybt tragisk. Jeg maa gjengive delvis en samtale
mellem dem.
„Har De aldrig nogen ønsker?" sagde hun, halvt spottende. „.Jeg er bare
en eneste byldt af ønsker. Jeg kunde borttuske alt, jeg har. for en eller
anden dumhed, en om morgenen og en anden om aftenen. Hvad har De
at sige til saadanne folk, hr. Langham."
Hendes øine udfordrede ham pragtfuldt, mest af ren nervøsitet. Men
det ansigt, de hvilede paa, syntes pludselig at forvandles til sten for hende.
Livet døde ud af det. Det blev stille og stivt.
„Intet," sagde han roligt, „mellem dem og mig er der et stort svælg.
Jeg iagttar dem gaa forbi, og jeg siger til mig selv: „Der er de levende,
— slig ser de ud, slig taler de! Bliv engang for alle klar over, at du intet
har at skaffe med dem. Livet er deres, tilhører dem. Du er alt udenfor
det. Gaa din vei. og vær ikke længer et spøgelse blandt de virksomme og
de lykkelige."
Han lænede sig med ryggen mod porten. Saa han hende? Var han sig
overhovedet bevidst hendes nærværelse, i dette forunderlige udbrud, som
pludselig var kommen fra en af de mest tilbageholdne og tause af
menneskelige væsener? Alle hendes airs gled af hende; enslags skræk greb
hende, og ufrivillig lagde hun haanden paa hans arm.
„Aa, nei. — hr. Langham! Aa, sig ikke sligt! Hvorfor er De saa
ulykkelig? Kan ingen gjøre noget? Hvorfor lever De saameget alene? Er der
ingen, der kan sørge for Dem?"
Han vendte sig om. For et syn! Hans artistiske sans slugte det i et
øieblik — den skjønne skjæl vende læbe, den optrukne hvide pande. Et
øieblik inddrak han disse øines medlidenhed. Saa jog der gjennem ham en
bevægelse af en slig selvforagt, som selv han aldrig havde følt.
„Frøken Leyburn," sagde han, idet lian stirrede paa hende med
ualmindeligt blegt ansigt, „spild ikke Deres medlidenhed paa mig. Det var
galskab, der lod mig bære mig ad, som jeg netop gjorde."–-
Men ban kunde ikke holde sig. Den indre bevægelse havde været for
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
