Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198-
sterk. Han stansede og saa paa hende, — ynkeligt, med bævende drag.
Det var, som om mandens hele natur i øieblikket var sønderbrudt,
desorganiseret. Hun kunde ikke holde det ud. Hun rakte frem begge sine
hænder. Hurtigt greb han dem, bøiede sig, kyssede dem, slåp dem saa.
Det var en merkværdig scene — for dem begge paa en maade en hel
levetid. –-
Men han besinder sig. Han kjender sin natur. Den følelse, han
ser spire i hendes sjæl. maa rives op med rod. Han trækker sig ind
igjen i sin skal, afvisende, med studeret kulde. Hun kjæmper en bitter
kamp med sin kjærlighed, sin stolthed.
Det syntes hende saa forkjert altsammen. Dette var ikke den mand,
hun havde drømt om, hendes inderste hjertes ubekjendte. Han liavde
været ung, fyrig, heftig som hun selv. Haand i haand, med øie tynende
ind i øie og puls besvarende puls, vilde de have revet tilside det slør, der
hænger over livet, og plyndret de gyldne mysterier bag det.
Hun kjæmper imod, hun prøver at se den kolde fremmede natur, som
har lagt denne lammende fortryllelse over hende, at ræsonnere sig selv
tilbage til fred, til ligegyldighed. Det stakkels barn flygter fra sin kun halvt
forstaaede sorg; vil ikke liave noget med den at skaffe; mumler igjen vildt:
„Jeg hader ham! Jeg hader ham! Koldblodet — utaknemlig, haard."
Forgjæves, Et par melankolske øine jager hende, lænkebinder hendes
inderste sjæl. Fortryllelsen af det negtede, det u tilgjængelige er over hende,
kvinde, som hun er.
Den gamle følelse af fangenskab, af hjælpeløshed, som hos en
lasso-fanget, kjæmpende skabning, kom over hende. Hun laa der og hulkede,
prøvende at gjenkalde sig, hvad hun havde været en uge tilbage.
Forgjæves. Hun følte sig som plyndret. Og dog, gjennem det altsammen,
som hun laa der og græd, kom der strømmende en underlig selvmodsigende
følelse af vekst, berigelse. Begynder en kvinde først, i slige smertens
stunder at leve? Ah, hvorfor skulde den gjøre saa ondt, denne sjælens længe
ventede fødsel?
De skilles; hun reiser til udlandet forat studere musik og kommer
hjem, som en füidtudviklet lumstnerinde og verdensdame. Han flygter
for hende, men den gamle dragelse kommer igjen over dem begge,
skjæbnetung, uimodstaaelig. Den gamle leg begynder igjen, — forat
ende vingebrudt som sidst. For anden gang vaagner lykketrangen,
hævder manden, erobreren sig i ham, og for anden gang giver hun sig
hen, rørende tillidsfuldt som et barn til dette viljeløse halvmenneske,
der næste morgen, da den vakte livsfølelses bølge er bruset hen, og
de smaa, feige hensyn melder sig, skriver hende et opslagsbrev.
Han vender tilbage til Oxford og sit skinliv der, graver sig, som i et
hi, ned i sine bøger, sine pedantiske livsvaner, og vi skilles fra ham,
ligesom Rose, med en blivende følelse af medlidended. Hendes
hjerte-saar heles og hun blir, som sig hør og bør, gift og lykkelig med en mand
af stand og rigdom; søndagsbarnet Rose hører hjemme paa livets solside.
— Det er over to aar siden, „Robert Eismere" kom ud, og endnu
har denne bog, der har vakt en slig bevægelse i. sit hjemland og utvil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
