Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Layeleye: Kommunisme - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204-
vore behov? Hvorfor ikke nyde dens uendelige frugtbarhed i endrægtig
harmoni?
Det er selvopofrelse, som gjør mennesket overlegent over dyrene.
Selvopofrelse skulde være vor rettesnor i livet og vor ærgjerrigheds
maal. Selvkjærlighed skulde straffes med vanære. Ingen enkelt
bestanddel af samfundet skulde tillades at lide paa grund af mangler ved
hans individuelle organisation, som han ikke er ansvarlig for. Hvis en
enkelts helbred eller andre behov nødvendiggjør en større ration, maa
den indrømmes ham. Broderskabet kan ikke tillade privat gjerrighed.
Behov er maalet for ret. Paa den anden side, hvis du er
udstyret med større kraft eller høiere intelligens end andre, kan du ikke
bruge disse gaver til din personlige fordel. At opofre sine evner, sin
tid, kort sagt sig selv med sjæl og legeme i sin næstes tjeneste, det
er kjærlighedens hele lov. Pligt er begrænset alene ved, hvad man
formaar; fra enhver i forhold til hans evner.
Hvorfor tale om retfærdighed? Retfærdighed er en forholdsregel,
og kjærligheden trænger ingen forholdsregler og vil ingen have.
Kjærligheden er uendelig og uudtømmelig. Den kaster et slør over feil og
forsyndelser, ligesom faderen gjorde med den forlorne søn. Lad dette
være typen og modellen for samfundet. Som forholdene nu er, er et
menneskes følelser begrænsede til en snever kreds, inden hvilken han
lider og glæder sig. Hans omgang med folket i det store er sjelden,
fjern og tilbageholden, bærer sedvanlig præg af mistillid og ligegyldighed.
Det er dette forhold, som broderskabet skal tilintetgjøre. Naar enhver
tror, at andres interesser er identiske med hans egne, vil alle have det
samme maal for øie, og glæder og sorger vil være de samme for alle.
Og saaledes blir al kontrol overflødig. Der blir ikke længere tale
om egeninteresser, eller rettere, der blir ingen forskjel paa egeninteresse
og samfundets velfærd. Styrelse er da grundet paa „hjerternes
overbevisning og frivillige overensstemmelse". Al myndighed blir faktisk
unyttig; thi myndighed er blot magt anvendt for at øve retfærdighed
mand og mand imellem, og dette vil ikke være nødvendigt længer,
naar de private interesser arbeider i retfærdighedens tjeneste. At elske
min næste er at gjøre vel mod mig selv; at opofre mig selv for ham
er at øge summen af almen lykke, hvoraf min egen er en del.
Kjærlighed til jeget gaar op i kjærlighed til andre, og jeg kan kun elske
mig- selv i andres person og søge min egen lykkke i deres. Hvad brug
er der da for staten i denne selvfornegtelsens kamp? Statens opgave
er jo, at fremtvinge pligtens opfyldelse; men naar pligt er ensbetydende
med selvinteresse, kommer statens opgave slet ikke at foreligge.
Slig er nogle af kommunismens sedvanlige ræsonnementer i dens
mest idealistiske fonn. Vi finder denne betragtning hos Plato og hos
alle de utopister, der tog sit udgangspunkt fra ham; vi finder den
ogsaa i evangeliet og hos de fleste af de kristne forfattere.
De, som derfor paastaar, at disse afskyelige galskaber kommer op
i vor tid paa grund af menneskeaandens forvildelse og den frihed, der
gives lidenskaberne, glemmer ganske, at baade oldtidens vismænd og
kristendommens hellige mænd forfegtede de samme lærdomme, og at
de første i akademiets haver, hvor der kun taltes om retfærdighed og
dyd, og de andre i sine ensomme celler, hvis mure var de eneste vidner
til deres fromhed, i lige grad prædikede nødvendigheden af fællesskab,
idet de ikke saa noget andet middel mod samfundets onder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
