Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Layeleye: Kommunisme - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208-
promiscuitet. Samfundet maa engang naa frem til en organisation, der
sikrer, at det mest mulige arbeide udføres, uden at noget gaar
tilspilde; men materialisterne byder kun en død ensformiglied og
almindelig trældom.
Den her udviklede doktrine tilhører, paa nogle ubetydelige detaljer
nær, kommunisterne i forrige og dette aarhundrede. Den er ganske
forskjellig fra Platos, asketernes og Bossuets, som dog alle priste
fællesskab i eiendom. Den ene skole vil have alle lidenskaber fuldstændig
tilfredsstillede, mens den andens maal er at beherske dem. Den ene
gjenindsætter kjødet og fornegter sjælen; den anden foragter legemet
og sætter aanden i høisædet. Den ene er politisk og regner paa at
naa sit maal ved autoritære forholdsregler og ved statens myndighed;
den anden er religiøs og sætter sin lid til fremgang i forandring og
forbedring af moralen. Den ene har sin oprindelse i forestillingen om
rettigheder, appellerer til egenkj ærligheden og sigter paa oprettelsen af
lighed; den anden har sin oprindelse i forestillingen om pligt, appellerer
til barmhjertigheden og søger at oprette almindeligt broderskab. Endelig,
den ene er beregnet paa at vække massernes lidenskaber ved at holde
frem for dem materiel glæde, mens den anden fanger’ de ædle og
enthusiastiske sjæle ved drømmen om et jordisk eden og ved de ideer
om retfærdighed, paa hvilke disse luftslotte er byggede.
in.
Lad os nu i korthed undersøge, om kommunismen passer for
menneskene, som de nu er, og som de synes at ville blive indtil videre.
Trods Stuart Mills mening, at „kommunismens baand vilde være frihed
i sammenligning med de nærværende vilkaar for flertallet af
menneske-slegten", er der efter min opfatning sterke indvendinger mod den, saa
sterke, at de ganske strækker til for uden betænkning at forkaste den.
Era enhver i forhold til hans evne, siger hr. Bellamy og lians
meningsfæller, men hvem skal være dommer over det ? Staten. Staten
skal altsaa forelægge mig min opgave og fordømme mig til et vist
kvantum arbeide, der skal afgjøres alene efter dens vilkaarlige kjendelse.
Hvad er forskjellen herpaa og paa galleierne?
Til enhver efter hans behov. Men hvem skal bestemme
disse? Ethvert individ? Nei; thi .dette vilde være at gjøre lune eller
graadighed bestemmende for uddelingen. Staten altsaa; det vil sige,
de daglige rationer skal bestemmes ved lov. Dette blir intet
kjær-lighedsmaaltid; ingen saadan institution er mulig uden ved tvang.
Kommunismen liar dernæst den feil, at den slapper energien og siø
velviljen istedetfor at skjærpe den. Ingen vil negte, at mennesket kun kan
hente sit underhold fra jorden ved hjælp af arbeide. Arbeidet
nødvendiggjør en kraftanstrengelse mod dovenskabens instinkt, en vis grad
af møie, som man paatager sig af trang, og hvis belønning er trangens
tilfredsstillelse. Tager man bort belønningen for møien, fjerner man derved
drivfjeren. Der maa være direkte og umiddelbar forbindelse mellem
arbeide og dets frembringelse; med andre ord, arbeideren maa føie, at
arbeidets frembringelse er hans egen. Retfærdigheden vil, at det skal
være saa. Garanter alle frit spillerum for deres energi; ligheden vil
have det saa. Men forsøg ikke at paalægge folk et kunstigt
„broderskab" ; det vilde avle had og kun skabe elendighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
