Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Layeleye: Kommunisme - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207-
Styrke er ikke andet end mængde; og det er klart, paa hvilken side
mængden er.
Menneskeslegtens fremskridt • synes at stanse lier. Hvilken af de
to ideer — lighed eller privateiendom — vil vinde seier? Den
civiliserede verdens vordende skjæbne beror paa udfaldet af denne kamp.
Flertallet af dem, som forrige aarhundrede og for nærværende
er blevet sig denne vanskelighed bevidst, nøiede sig med at henvende
opmerksomheden paa den og stille den frem med større eller mindre
nøiagtighed og veltalenhed; andre mere dristige reformatorer søgte at
løse den efter Minos’ og Lykurgus’ mønster, ved kommunisme. Men
da flertallet af dem var materialister, har de givet læren et nyt
karakteristisk træk, som det er vigtigt at notere her. De benegtede
tilstedeværelsen af onde instinkter i mennesket. Efter deres mening har alt
ondt sin grund i de bestaaende institutioner. Hvis disse reformeredes,
vilde det onde ganske forsvinde. Alle lidenskaber er hellige. Naturen
er vor moder, siger de; hvorfor modsætte sig dens røst? Instinktet er
dens stemme; at tilfredsstille det er vor ret, og siden det er en ret,
lige for alle, maa alle i lige grad glæde sig, saasom glæde er vor
bestemmelse. Den eneste maade, hvorpaa denne lighed i glæde kan
komme istand, er ved at indrette fællesskab i besiddelse. Disse
materialistiske kommunister forsøger derfor, istedetfor at finde midler til
at realisere lighed i rettigheder, at indrette absolut lighed i
besiddelse. Dette system vilde forandre samfundet til et slags Prokrustesseng.
Da samfundets medlemmer ikke kan spise med den samme mund,
arbeide med de samme lemmer og have umiddelbart paafølgende
fornemmelser med de samme sanser, kan man, mener materialisterne, idetmindste
have maaltider, arbeide og fornøielser i fællesskab. Der maa lægges al
omhu paa at forhindre, ’at en har større del i glæden end en anden. Hvis
det er nødvendigt, maa despotismens hjælp paakaldes for at forhindre
det. Lighedsprincipet kræver det, hvis der skal være lighed i nydelse.
Privat besiddelse, der i virkeligheden er en nødvendig betingelse for
alt arbeide, og privat ansvarlighed, en væsentlig betingelse for al
moralitet, maa derfor begge afskaffes.
Enhver naturlig forskjel menneskene imellem maa ogsaa udslettes.
Intellektuelle gaver maa stanses i sin udvikling. Frenologien maa
raadspørges, saa at midler kan findes til at udviske forskjellen ved at danne
spædbørns hoveder efter samme form. Al aandsdannelse maa forhindres,,
alt fremskridt stanses. At dyrke jorden er nok til livets ophold.
Enhver anden beskjæftigelse vilde blive en aarsag til ulighed; lad den
derfor forhindres. Frihed i tanke er ikke foreneligt med dette regime,
hvis hele tendens vilde være at ødelægge enhver ting af den slags.
Den størst mulige omsorg maa vises for, at lovene blir ret
gjennemførte, og enhver fremspirende overlegenhed maa rykkes op med
jern-haand; thi overlegenhed af livilkensomhelst art vilde medføre offentlig
fare og angreb paa den fastsatte tingenes tilstand.
Absolut despotisme er da det sidste trin i dette system, der
paakalder frihed, lover lykke og sværger ved ligheden. Det erkjender
menneskets uafhængighed og gjør en slave af ham, slipper fri hans
lyster, men gjør arbeidet ufrit. Udsvævende dyr under et jernaag er
den ideelle kommunisme, som materialismen drømmer om. Heri er den
hele doktrine samlet i en sum. Mennesket higer efter familieglæder og
efter frihedens lykke; istedet herfor skal det faa tvungent arbeide og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
