Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Wicksell: „Tomme maver — og falde magasiner“ - 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251-
fader, og hvis grundtanker i langt høiere grad, end man forestiller
sig, har trængt ind i og givet sin farve til den økonomiske
litteratur, ogsaa professorernes bøger, særlig i Tyskland.
At de fyldte magasiner direkte skulde være aarsagen til de
tomme maver, paastaar vel ikke Marx og hans disciple.
Derimod skal efter deres mening begge ting — baade overproduktion
og underkonsumption — have en fælles aarsag, være symptom af
et og samme onde — det kapitalistiske produktionssystem.
„Béni par eux, tout dégénére," synger Béranger om sin tids
jesuiter, og paa samme maade skal efter Marx den nuværende
„kapitalistiske" produktionsmaade have den ubehagelige egenskab
at alting, som under andre omstændigheder skulde bidrage til at
øge menneskenes lykke og velvære: opfindelser og opdagelser,
industrielle fremskridt, arbeidets forening og deling, alt
forvandles, saasnart kapitalen tager det i sin tjeneste, til en
forbandelse istedenfor en velsignelse.
Paa følgende maade gaar nemlig, som bekjendt, tingene for
sig inden den moderne industrielle verden — seet med
marxisternes øine.
Gjennem kapitalens og industriens koncentrering og, som
følge deraf, menneskekraftens, erstatning med maskinkraft blir
en stor mængde industriarbeidere overflødige og blir uden videre
kastede ud paa gaden — „auf das PfLaster geworfen". De
saaledes sysselløse arbeidere danner nu og fremdeles
industriens store „reserve-arme", som gjennem sin konkurrence om
arbeidet virker nedtrykkende paa arbeidspriserne og ligeledes
under industrielle blomstringstider — da de ledige arbeidere for
et øieblik opsuges af industrien for ved indtrædende normalere
forhold straks igjen at stødes væk — hindrer disse priser fra at
stige. Dette for arbeiderne saa ulykkelige forhold er for
arbeidsgiveren, kapitalisten, tvertom en umaadelig fordel; thi han kan
nu i gode som i daarlige tider kjøbe eller leie arbeidskraften til
dens produktions- (eller reproduktions-) værdi, d. v. s. til en pris,
der svarer til arbeiderens og hans families fornødenhedsminimum,
mens han selv derigjennem kommer i besiddelse af arbeiderens
tid og af alt det arbeide, han kan presse ud af ham, hvilket i
almindelighed efter Marx eier en langt større værdi. Forskjellen
mellem disse to værdier stopper han i sin egen lomme som
„Mehrwerth".
Paa arbeiderens bekostning blir kapitalisten følgelig enormt
rig, eller rettere, han vilde blive det, hvis ikke en liden om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
