Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260-
følelsens forelskelse, elet ene gemyts indtage fse i det andet. Hun
havde for mig været .en god, en kjærlig, en blød liden skabning
med haug til uskyldig komik. Jeg bildte mig ind, at der i dette
sind spirede en løvrig busk, hvorunder jeg i fremtiden kunde søge
svale og bløde fællestanker. Men busken bliver aldrig større.
Den kan staa i en urtepotte. Og hun er ikke mere god end alt
efter tarveligt husbehov, og hendes følelser er kun de
allernødtørftigste udslag af angstens fantasi. Medfølelsen er kun
dikteret af frygten for selv at lide, — det faar være; men af
intelligens eier hun intet uden saa meget som behøves til at
være led ved al læren og udvikling. Det ligger til mange af
samfundets udvalgte kvinder intet at gide uden at more sig —
helst paa officersbal. Dette stadium indtræder i regelen, naar
damen er moden, det vil sige, naar hun er sikker paa sig selv,
paa sit fond af overfladisk kundskab nok til at konversere sin
bordherre og fremfor alt sikker paa, at nu skyldes der hende
fra alle, hun møder i livet, ærbødig underdanighed, tusen
hensyn, tusen opmerksomheder, blot fordi hun er dame. Dette ene
fortrin overflødiggjør alle andre. Derimod, hvad fordres der ikke
af en mand, hvis lian vil agtes og elskes?
Dog smaat alenter liar damen næsten altid: til disse regnes
ikke blot at brodere (det er næsten for plebeiisk), men den
begavelse at kunne afhaspe Chopins sørgemarsch i et følsomt
begravelsestempo, eller „il baccio" eller en „spansk dans" med
egte nonchalent flothed; dertil regnes at kunne dekorere
dagligstuer med uhyrlige blomstermalerier (det stiger til geni, naar en
dame paa en blommegul maréchal Niel formaar at anbringe en
dugtaare af lustre som en romersk perle); dertil regnes ogsaa
det at skrive rimede lykønskninger og tolinjede stambogvers,
der ferskt minder 0111 Holst eller Molbech.
Ogsaa hos mit ungdomsideal maatte der ligge skjulte talenter.
Et var allerede opdaget i udlandet: Hun havde talent til at male.
Vel at merke kun til at male, ikke til tegning.
Trylleriet var borte. Jeg lo i tankerne af mig selv. Hvad
for et indhold havde jeg dog ikke gydt paa denne lille
læderflaske, hvilken kostelig vin! Jeg lo af mig selv, naar jeg
opsnappede enkeltheder af hendes hviskende fortrolighed til kusinen
— om hvor vittig Tage Høgh havde været igaar — eller hvor
brillante ben løitnant Rasmussen havde. Jo, kvinden er dyb.
Havde jeg da nogentid været forelsket i denne unge pige,
hvem fødsel og opdragelse havde lært at betragte sig selv som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
