Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261-
en meget værdifuld adelsfrøken ? Var det andet end min
plebeiiske opkomst, der fra først af havde stillet mig beundrende
overfor sligt et vidunderbarn, som Fors Fortuna og Plutus havde
staaet faddere til. Altid var hun før i mine ferier det eneste
kvindelige element, der fangede min daglige trang til erotisk
følelse, som ikke var klar paa sig selv. Hun var mig
kjærlighedens daglige brød. Som en slave havde jeg ligget den
femten-aars pige for fode, og hvert naturligt smil havde jeg taget for et
kjærlighedstegn. Jeg beundrede i hende det fuldkomne eksemplar,
hvor alt var kjønsligt kvindeligt lige fra den smale smidige fod
til den tykke sorte haarpisk.
Var det mon ikke plutusglorien om hendes tykke sorte haar,
der blændede mig og drog mig? Man reflekterer sig ikke en
saadan følelse til. Men umerkeligt og ubevidst slaar
rigdoms-beundriiigen sin strøm sammen med kjønsbehagets og gjør den
dobbelt sterk og rivende. Tit har jeg jaget denne tanke tilbage,
naar den indfandt sig som en anklagende kritik; men man
til-staar sjelden sine feil for sig selv. Man omgaar dem, dysser
anklagen til hvile, og dog virker begjæret ubevidst videre og
rigdommen frister.
Nu syntes hun mig net, men lokkede mig ikke. Fristelsen
var dunstet bort, glorien blegnet om hendes haar, fordi jeg var
kommen bag paa min egen følelse ved et ræsonnement som
oven-forstaaende. Og der var vaagnet hos mig den gamle stolthed.
Jeg vilde ikke vise hende nogen attraa, at ingen skulde kunne
sige, jeg spekulerede i frøkenens penge. Saa lod jeg hende gaa
og se værdig og naadig ud. Jeg anstrengte mig ikke det mindste
for hende — saadan som før. Hun kunde roligt lade sine øine
spille og sin fod lege lige for mit ansigt — jeg ænsede det
ikke. Jeg undgik alle de gamle kjælne tilnærmelser. Jeg var
selv vammel ved, hvad jeg tidligere havde følt for hendes
yndigheder.
Kun en aften dukkede ligesom en vemodig længsel op, en
sødlig mindelse om fordums dages erotiske stemning.
Det var en aften, jeg gik en runde i haven, efterat der var
sagt godnat. Stjernerne stod som diamanter paa sort fløil. Det
rødlige lampelys laa ud i natten oppe fra frøknernes Høi. En
ren og klangsikker kvindestemme tonede ud, ledsaget af klaverets
bløde akkorder. Det var hende, der sang. I hendes røst ligesom
fornam jeg, at liun var vokset. Og der sitrede i den al den
længsel og stille aandende elskov, jeg tidligere havde digtet ind
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
