Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267-
tanker fløi ud i den lette liimmelluft, savn og sorg løstes op i
hvide dunster, der umerkeligt forflygtiges ud til alle sider over
den blaaligt smilende himmelbaggrund. Man kan ikke s e dem
skilles og blive borte, men med ét er de borte og sjælen er renset.
Efterhaanden rislede mildere tanker op som af en lønlig liden
kilde. Var det ikke synd at dadle hende for noget, hvori hun
ikke selv var skyld? Hvor kunde hun vide, hvilke fantasier jeg
havde fyldt hendes billede med, og kunde hun andet end føie og
handle efter sin natur? Var det ikke netop beundringsværdigt,
at trods alle forsøg paa at kvæle kvindens drifter i hende og
slibe hende til efter „dydens" slibesten, ståk naturen dog af med
seiren. Naturens dritter drog hende mod mandlig kraft og mandlig
haardhed. I sit eget hjerte havde hun jo nok af svage,
kvindagtige drømme.
Kvinden vil jo intet hellere end tages med vold, vel at merke
naar manden intet øieblik tviler om sin styrke.
Men jeg havde elsket tilbedende og slavisk. Hvor feigt,
hvor usselt, hvor krybende! Frygtsom havde jeg været i al min
elskovstilstaaelse, og netop min angst havde gjort sig ubetydelig
— umandbar i hendes øine.
Jeg havde jo slet ingen ret til at dømme hende. Hun
derimod havde naturens ret til at følge sine naturlige drifter og
betages af det maskuline, hvor hun fandt det. Var det ikke stolt
og frit i følge min egen overbevisning, at en kvinde følte
umiddelbart og sterkt og ikke ad æsthetiske krogveie førtes til
spirituel elskov, der er som en fyldt rose uden støvdragere.
Og kjærlighed er jo ingen nippedrik, i hvilke man beruser
sig ved mange smaabitte drag, men en svimlende rus i ren og
sterk vin.
Kjærligheden lever ikke af kjælne ord og lønlige haandtryk
og smaabitte smil og et stjaalent kys i ny og næ, den vil alt
eller intet. Den er en saa rig og svulmende skat, at ingen mand
sparer den sammen ved at lægge en smaamynt hen fra dag
til dag.
Men nutildags — hvor elskes der helt og stort? For at
tilfredsstille sin hedeste trang, der er ligesaa sjelden som tordenveir
paa himlen, nødes man til at slutte „en pagt for livet". Ellers
er man usædelig. Og de mange, der enten ikke kan eller ikke
vil tage egteskabets aag paa deres skuldre, de faar spilde hele
deres ungdom i de smaa tilnærmelsers usunde drømme. De skal
ikke have lov at nyde lidenskabens sterke, selvforglemmende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
