Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266-
de fra træerne, og man benytter sine bedste øieblikke til at pille
af sig deres paaliæng og ubehag.
Jeg plukkede storkeneb i grøften og indaandede dens sterke
stank. Den næsten kvægede min dybe harme og kogende vrede.
Kviden, tænkte jeg, hvad er det for et svulstigt begreb, født.
i en mands hjerne. En dukke klædt i fantasiens yndigheder
med længslers blaat og elskovens fine rosa. Og hvad er hun saa?
Et dyr med dyrets drifter, med dyrets seige blod. Hun drages
mod den, eier har raa og brutale lemmer, mod den, der kan knække
hendes vilje og tage hele hendes selv med vold. Hvad kjender
hun til blide følelser, til sarte tankeovergange? Alt sligt har
manden løiet hende paa. Der er ingen dybde i hendes sjæl, ingen
bund, hvor strømmen gaar roligt og harmonisk, men steil
brænding og sydende attraa.
Aldrig vandt en mand en kvinde, naar han ikke forstod at
piske havet i hendes sind til lydighed. Kjælen mildhed liar aldrig
virket. Intelligens og dybe tanker — har vel hanen dem behov,
naar den lokker hønen — med kam og stoltserende gang — med
røde lappers brammende brask — med metalskinnende halefjer?
For syvhundredogsyvoghalvfjersindstyvende gang forbandede
jeg mig selv, at jeg ikke kunde blive klogere og begribe, at
kvindens tanker ikke gaar i samme fint slyngede gange som
mandens, men at alt hos hende er ufornuft og skummende fosse
og instinkters drivende magt.
Hvor jeg hadede hende, der havde været klog nok til at
ramme mig med knyttet næve lige i hjertekulen. Mandens elskov
er inderst hide den heftigste selvkj ærlighed. Sig selv vil man
nyde i en kvindes beundring, i en kvindes lydige elskov, sin
egen altbetvingende kraft, som end ikke den deiligste blandt
kvinder kan staa imod.
Men hun kommer ikke af sig selv. Hun vil besættes,
betages, bemægtiges. Den, der i passiv ro venter paa, at hun skal
overgive sig, bevæget dertil ved ræsonnement, vinder hende aldrig.
Enhver er hende ligegyldig, som ikke er brutal og sterk nok til
at drage hende til sig.
Jeg smed mig i græsset, der stod stridt og langt paa en liden
indesluttet plet, hvor akkeleiens blomster dirrede ved mine trin
over jorden. Længe laa jeg og stirrede op i det hvidnende
himmeldyb, hvor blikket kunde fare og fare og ikke ræddes for at støde
paa grund.
Den sagte susende stilhed kjølede mit blod. Alle bestemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
