- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Første aargang. 1890 /
269

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - III - Verner von Heidenstam: Hagdahls kogebog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vaaben, taget hensyn, pleiet blide og stilfærdige følelser, og
forsent indsaa jeg, at sligt intet indtryk gjør paa en naturlig kvinde.

Men der vilde komme en anden, som var mere mand end
jeg. Han vilde tage hende ved kjekhed og ubøieligt mod, han
vilde ikke lokke ad hende, men tvinge hende til sig.

— Nu forstod jeg hende bedre, hendes lille sikre smil og
den stille hemmelighedsfuldhed i hendes sorte øine. Der kom
endog en vis fortrolighed ind i vort daglige samvær.

Det interesserede mig at se hende gaa ved faderens side.
Hun naaede ham ikke engang til skulderen, og det var en
pudsig modsætning mellem spinkel pigelighed og storskaaren
manddom. Høi og hærdebred og før var han med fysisk energi i hele
sin krop, i de blaa sterke øine, det svære lange rødblonde
fuldskjæg og de hvide kraftige hænder.

En mand i denne stil skulde engang komme og vinde hende,
der var smækker og smidig, spæd og dog med en spænstig vilje
i alle former og ledemod.

Jeg var harm paa mig selv, at jeg ikke havde brugt mine
ungdomsaar paa trods mod moral og anstændighed. Nu var der
i mig neppe ildstof nok til en stor lidenskab, om gnisten skulde
komme.

        Sophus Michaëlis.

Hagdahls kogebog.



Arne Garborgs altid fint skaarne pen har nylig i dette
tidsskrift nedskrevet en recension — lad os kalde den saa — over
„Hanna Winsnes’s kogebog“. Efter Garborgs livlige fremstilling
at dømme, synes bogen at have et demokratisk norsk præg, en
duft af prestegaardsvelstand. Anderledes er det med min
Hagdahl. For det første er han mandfolk, noget, der ikke vanklæder
ham, for det andet er han svensk lige ind i det aller mindste.
Dette sidste regner jeg ham til fortjeneste, thi jeg har aldrig
kunnet forstaa, hvorfor vi svensker ikke skal skrive efter vor
egen skabelon, men bare efter pariseres, danskes og
nordmænds. Og dog — han vilde ikke have været helt igjennem
svensk, hvis han ikke havde søgt op en autoritet i Paris. Han
har valgt den bedste, den udødelige Brillat Savarin, hvis spidse
vittigheder midt i madlavningstravlheden streifer erotiken paa en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:09 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1890/0277.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free