Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ola Hansson: Litterære produktionsmaader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
De gjemienilever det virkeligs liv med alle dets konflikter, men
ikke i ydre, konkret form, bare i sit eget indre. Det er
sær-kjende for den følsomme digterbegavelse, at det svageste indtryk
vides ud som vandets ringer om den udkastede sten,
mangedobles i intensitet og drager efter sig en kel række af billeder, ofte
dramatisk sammenbundne. Digteren er i saa henseende frænde
af drømmeren og somnambulen. Menv hos den blot indvortes
levende digter er den fremkaldte billedrække overensstemmende
med livets egne situationer, og med den objektive virkeligheds
egne scenerier; fantasiens spind snor sig som et gjennemsigtigt
slør langs med menneskeskjæbnemes former. Det er som om der
inde i slige individer fandtes — fiks og færdig, fuldstændige helt
fra begyndelsen til slutten, med alle detaljer og analyser, som
ingen fantasi kan spinde sammen, ingen refleksion spekulere ud,
bare livet selv aabenbare — et helt liv i et sammenrullet nøste,
hvis traad ved mindste ryk vinder sig op, ligegyldigt hvorvidt
det er i den ydre eller i den indre verden. Det berettes — af
personer som stod ham nær — om J. P. Jakobsen, at han ikke
havde havt en eneste forbindelse med nogen kvinde. Og endda
gives der ingen som med sligt mesterskab som han, med saadan
paatagelighed, sagkundskab og tilforladelighed har skildret mange
uligartede kjærlighedsforhold lige ud i deres fineste afskygninger.
Ingen egen personlig oplevelse — og saa denne mangesidige, rigt
nuancerede viden, som man skulde tro, det var egenerfaringen
forbeholdt at give. Han havde denne erfaring, men udelukkende
gjennem et for andre dulgt liv indenfor sig selv.
Den ydre natur kan i selve skab els esmomentet virke aldeles
forskjelligt paa de forskjellige digtere. Hos den ene skjærpes
alle sanser, anspændes alle evner, omtrent som hos opiumspiseren:
alle farver blir mere blussende, alle konturlinjer ridser sig ind
i hans sjæl, og han føler hele jubelen og festen saa intens,
at det forekommer ham, som har han det altsammen inde i sig
selv, som et farvemættet billede, malet paa sjælens grund. I en
andens naturdigte er derimod alting ulegemligt, immaterielt, og
man fornemmer blot en vag, rent subjektiv stemning. Hvorledes
ter nu naturen sig for en saadan individualitet i selve
koncipe-ringsøieblikket? Jeg kjender en digter, for hvem alt det synlige
svinder bort under naturnydelse, natursværmeri, naturdrømmeri,
det blir til noget dunkelt som skimtes paa en umaadelig afstand
eller inde i tætte slør, mens alt hvad han fornemmer ved land-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
