Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Julius Tschudi: Træk af demokratiet i Schweiz - IV. Embedsvæsenet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
3 aar; ved udløbet’af dette tidsrum træder de af, forsaavidt de
ikke vælges paany for et lignende tidsrum, hvilket dog meget
hyppigt er tilfældet. De udfører sine embedsforretninger
væsentlig honoris causa og ikke som levebrød. De har i regelen
ingen gage, endsige pension. De synes mere at svare til, hvad vi
kalder ombuds- end embedsmænd. De sidder, som sagt, ikke paa
fast gage, men oppebærer sædvanligvis en — og som det synes
idetheletaget temmelig beskeden — diæt- og skydsgodtgj øreise —
for den eller de dage, de faktisk er i funktion. Naar de
undtagelsesvis oppebærer en aarlig gage, er denne rent ubetydelig;
undertiden kunde man næsten fristes at sige indtil latterlighed.
Saaledes skal jeg eksempelvis nævne, at landammannen d. e. den
høieste administrative embedsmand i Glarus oppebærer som
saadan en aarlig gage af 400 franks eller omkring 300 kr.
Men naturligvis er disse embeder heller ikke beregnet paa at
optage vedkommendes hele tid. Det er slet ikke meningen, at
de skal være bare embedsmænd. Og det er da heller ikke
regelen. En fabrikant som borgermester, — en praktiserende læge
som dommer, — en kjøbmand som raadmand (Rathsherr) o. s. v.,
en saadan forening af en embedsmyndighed med en borgerlig
livsstilling er ikke noget særsyn, men tvertimod det almindelige.
I den første restauration, jeg besøgte i Schweiz — det var i St.
Gallen — var verten oberst, og oberstens døttre gik selv om og
bød vinen eller øllet om til gjæsterne.
Det nævnte princip, at embederne skal være hædershverv og
ikke levebrød er dog ikke gjennemført til det yderste. Man kan
skjelne mellem to slags offentlige funktionærer: den ene slags
omfattende de egentlige statsembedsmænd d. e. alle øvrigheds- og
magistrat-embedsmænd, dommere og lign. Den anden slags
omfattende dem, der har funktioner, som ikke umiddelbart har sit
udspring af statens væsen, men som af hensigtsmæssigheds- eller
lignende hensyn er henlagte til staten. Under denne kategori
kommer saadanne embedsmænd at falde som post- og
telegraf-funktionærer og kirkens og skolens embedsmænd.
Det er kun paa den førstnævnte klasse eller
statsembeds-mændene i snevrere forstand, at principet om ulømiethed kommer
til anvendelse. Hvad den anden klasse angaar, maa det
modificeres af flere grunde. Først af den, at disse embeder (cfr. f. eks.
post- og telegraf-embederne) i regelen vil lægge saadan beslag
paa ens tid og arbeide, at man umulig kan vente, at de skal
udføres uden godtgjørelse. Dernæst af den, at de (f. eks. preste-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
