Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru L. Marholm: Om kvindesagen - II. Svavatypen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
361
Efter loven om arvelighed og tillempning sandsynligvis ikke. Men Svava
skal ogsaa være fuldblods. Hun skjælver i armene paa sin forlovede,
liun har sanser, hun blev brystsyg efter skuffelse i sin første
kjærlighed. Aa ja! Sanser har hun. Gottfried Keller har noksaa upathetisk
skildret disse sansers natur hos den modnere jomfru i sin Drei gere
eliten Kam mach em. Sanser har hun — men det er netop tegnet paa
degeneration — de kan ikke varmes helt igjennem til den intensive
kjær-lighedsfylde, som bølger gjennem hele ens væsen, og som træffer og holder
fast den mandsnatur, som i sit væsens dyb er beslegtet med dem, paa
en ganske anden basis end moral og ikkemoral. Der er en modbydelig
snusing i dette stykke, en spidsborgermoralreform, som i første affattelse
endnu bringer nogle ganske fornuftige momenter, men i den anden
ligefrem blir til en sladdervorren hidsning mand og kvinde imellem. Og
er kvinden skolemestererende, saa er manden raa — selskabet passer
sammen.
Opstillingen af dette problem og begrundelsen af disse motiver
hænger sammen med en central eiendommelighed i Bjørnsons
produktion. Han er blandt de store norske digtere ifølge sin natur og sine
idealer plebeieren, som Ibsen er aristokraten. Han trænger til virkning
paa massen og sammenhæng med massen: han formulerer massens idealer.
Synsvinkelen, han ser tingene under, er nyttens, Ibsen ser dem som
eiendommelige. Ibsen saa et degenerationssymptom og skrev Grengangere;
Bjørnson saa ogsaa et og skrev En hanske. Disse forholder sig til
hinanden som tragik og parodi. Ibsen skildrer virkningen af en arvelig
kjønssygdom — den centrale tanke er der som hos Dr. Rank det
spørgsmaal: har den syge ret til at sætte børn i verden? det Ibsenske
spørgsmaalstegn altsaa. Bjørnson reiser gjennem hele Skandinavien paa
en sædelighedstournée, hvorunder han taler i hemmelighedsfulde
vendinger om den store sygdom, som kan træffe enhver, der ikke lever
„rent", og som sikkerhed derimod præker han „renhed" indtil egteskab
engang muligens kan indgaaes. Og saa begeistres han over denne
folkesanitære tanke og skriver et drama, i hvilket han hos den kvindelige
natur supponerer en slig afsky for den mand som — 28 aar gammel
ikke er „ren", at hun ikke kan røre ved ham, efter at hun har erfaret
det. Var afskyen egte og sprungen ud af naturgrunden, saa havde
hun heller ikke kunnet taale hans tilnærmelse, før hun erfaret det;
antipathien havde virket ganske umiddelbar og spontan.
Og saa kommer vi til et grundtræk i Bjørnsons opfatning af
kjønnenes forhold til hinanden. Han kan ifølge sit udviklingsstandpunkt
og sin individualitet ikke se andet i dette forhold end et etliisk moment
og en parringsakt. Han viser sig ogsaa heri som massens digter og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
