Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Skavlan: Latinen og græskens stilling i skolen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
375
fra de gamle klassikere eller fra en levende samtid. Saa sent
som ved aar 1700 foregik over hele Europa, især i Frankrig, der
da gik i spidsen, det omslag til noget nyere, den begyndende
kamp mod klassicismens overgreb, som man har kaldt „Striden
mellem de gamle og de nye" — et langt litterært felttog,
som fortsattes gjennem menneskealdere, men som blev den
endelige udkjæmpning af de talrige kritiske og æsthetiske
stridsemner, som humanismen havde kaldt tillive. De moderne
opfatninger, den nationale kunst vandt. Hos os, paa Holbergs tid,
merker vi lidt af denne strid, og Holberg, som selv fulgte saa
godt med udenlands, iagttog den med opmerksomhed; han nævner
paa en vis beundrende maade den gamle tapre madame Dacier, som
i Paris havde svunget sit spær saa mandhaftigt i denne litterære
feide. Lidt efter lidt ophørte den tid, da de gamle stod som al
dannelses kilde, de eneste smagsnormer og almengyldige mønstere
i alting, i grammatik som i æsthetik, i poesi som i veltalenhed.
De blev fremdeles skolemæssig forgudede, d. v. s. overvurderede;
endnu blev de stillede paa en plads for sig selv; men der var
kommen andre mestere, nye mønstere, en ny guldalder ved siden
af dem. Snart var der kjættere, som raabte: „vi har naaet dem;
vi har endog dem, som bedre tilfredsstiller os; de var for sin tid,
men de er ikke vor tids." Og hvorledes staar vi nu? Der tales
endnu, som om alle disse storheder var uafsættelige. Men hvilken
digter i vore dage har ikke sine idealer nærmere? Han være
romantiker, naturalist, hvadsomhelst — hvad han sværmer for, er
ikke stilen hos Cicero eller det skruede hos Vergil? Hvem søger
sit mønster i Horats eller Ovid? Dog skal de være
mønster-skrifter for skolegutterne; men i virkeligheden — og det er den
almindelige mening — er der hundreder af moderne forfattere,
der mere egnede sig til skolelæsning, end de fleste af dem.
Klassikerne har for kritiken og litteraturhistorien samme
betydning som de andre fortidens storheder; videnskaben studerer dem,
som den studerer disse; men dermed faar de lade sig nøie. De
bærer præget af sin tid — og ogsaa pletterne af den. Man
forsvarer ikke læsningen af Ovid i skolerne ved at tilføie, at man i
skoleudgaverne har sløifet de stødende steder. Thi den ting, at
dette behøves, viser bedst, hvorvidt verket egner sig til
skolebrug. Fra det øieblik af, det blev en almen erkjendt lære, at
„litteraturen er et udtryk for samfundet", maatte de klassiske
mestere synke ned fra absolut til relativt værd, til at blive
mønstere blot for en enkelt tid, sin tid; for et enkelt samfund,
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
