Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Friedrich Nietzsche af Ola Hansson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
sig tæt indtil hverandre, kitter sig sammen til grundlag for en ny
morallære og en ny kultur. Idealskikkelsen blir hautrelief, blir fritstaaende
statue, blir kjød og blod og levende væsen i ,,Also sprach Zarathustra
Moralen faar en bestemt formulering i „Jesuits von Gut und Böse"
og i „Zur Genealogie der Moral". Saaledes spænder der sig en høi
og bred bro mellem begge endepunkter af Nietzsches forfatterbane, og
over den skrider det kjødblevne ideal, ligesom engang Moses fra Sinai
med lovens tavler i sine hænder.
Da Zarathustra var 39 aar, gik han op i bjergene. Efterat han
havde tilbragt 10 aar i ensomhed der, vendte han tilbage til dalen;,
thi han elskede menneskene og vilde lære dem sandheden at kjende.
Men da han paa torvet, foran folkets forsamling, talte om
livsspørgs-maalene, de dybe og de høie, da lo de af ham, og der var is i deres
latter. Det største menneske og det mindste saa for Zarathustras øine
lige ud: de var begge „all zu menschlich". Et frygteligt syn mødte
ham: menneskene laa søndersplittede og omstrøede som paa en
slagmark; og da hans blik gled tilbage over de svundne tider, mødte ham
det samme skuespil: stumper, stykker, lemmer, men ingen mennesker.
Og alligevel: saa ængstelig som han var, maatte han le over det, han
saa. Aldrig havde hans øine set noget saa broget. Malte med femti
flekker paa ansigt og lemmer, saa sad I der til min forbauselse, I
samtidige. Og med femti speile omkring jer, der smigrede og eftergjorde
eders farvespil. Fuldskrevne med forgangenhedens tegn, og disse tegn
igjen overpenslede med nye tegn; saaledes havde I gjemt eder godt
for alle tegntydere. Alle tider og folk blinker broget ud af eders slør ;
alle sæder og alle slags tro taler broget ud af eders gebærder. Den
af eder, som tog af sig slør og overdrag og farver og gebærder, netop
nok vilde han beholde tilbage til at skræmme fuglene med. Sandelig,
jeg selv er den skræmte fugl, der engang saa jer nøgne og uden farve,
og jeg flø i min vei, da benranglet tilvinkede mig kjærlighed."
Zarathustra vil ikke mere tale til folket; for sidste gang talte han
til en død. Livet er en kilde til lyst: men pakket har forgiftet alle
brønde. Mange, der vendte sig bort fra livet, vendte sig blot bort fra
pakket. Mange, som gik ud i ørkenen og led tørst med rovdyrene,
vilde blot ikke sidde sammen om cisternen med skidne kameldrivere.
Jorden har en hud; denne hud er fuld af skabbede udslet; et af disse
er mennesket, den overflødige, den altformange. Hvor ensomheden
ophører, begynder torvet, men hvor torvet begynder, begynder
taskenspillernes larm og summet af giftige fluer. Zarathustra er ensommere
blandt cle altformange, end da han havde ørknernes ensomhed til
selskab og til ven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
