Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Friedrich Nietzsche af Ola Hansson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
Zarathustra vencler tilbage til bjergene, og da blir hans vilde
visdom frugtsommelig. Til folket vil han ikke mere tale; men de
ensomme vil han vise regnbuen og alle trappetrin, der fører opad til
overmennesket. Han sidder i fjeldet med sine dyr ved siden af sig,
ørnen, det stolteste dyr under solen, og slangen, det klogeste dyr under
solen. Og saaledes taler han til sine lærlinge:
En gang var aanden gud; saa blev den menneske, og nu er den
bleven pøbel. Modige, sorgløse, trodsige, forvovne, saadan vil
visdommen have os; den er en kvinde og kan kun elske krigsmænd. Krigen
og modet har fuldbragt større ting end nogensinde kjærligheden til
næsten. Foragt for jorden, foragt for legemet, den syges foragt for
jord og legeme, er ingen trappetrin til overmennesket.
Pøbelen trænger sig om taskenspilleren paa torvet; men verden
dreier sig umerkeligt om den, som skaber nye værdier for tingene.
Jeg elsker alle, der er ligesom tunge draaber, som en efter en falder
fra dunkle skyer; de ser, at lynet kommer, og som seere gaar de under.
Se, jeg er en seer af lynet og en draabe fra skyen; men denne draabe
heder overmenneske. Død er alle guder; kun vil vi, at overmennesket
skal leve.
Man prædiker om lighed mellem menneskene! Det er vanmagtens
tyran-vanvid, der skriger efter lighed. Men glemmer ikke, at naar de
kalder sig de „gode og retfærdige", saa mangler der dem intet i at
være farisæere — uden magten. Thi det er min tale: menneskene er
ikke lige. Og de skal hellerikke blive det. Hvad var vel min
kjærlighed til overmennesket, hvis jeg talte anderledes? Paa tusind broer
og stier skal de trænge ind i fremtiden. Godt og ondt, rig og fattig,
høi og lav og alle navne paa værdier: vaaben skal de bære og
klirrende tegn paa, at livet bestandig maa overvinde sig paany. I høiden
vil livet bygge sig, med piller og afsatser; i fjerne vidder vil det skue.
Og behøves høiden, saa behøves afsatserne, og modsigelserne mellem
afsatserne, mellem de opstigende. Stige vil livet, og stigende
overvinde sig. Kun hvor der gives grave, gives der opstandelser. Og
denne hemmelighed, sagde livet til mig: „Se," sagde det, „jeg er det,
som bestandig maa overvinde sig selv." Sandelig, jeg siger eder:
godt og ondt, som er uforgjængeligt, gives ikke. Ud af sig selv maa
det bestandig overvinde sig paany. Med eders værdier og navne for
godt og ondt udøver I magt, I værdierskabende: og det er eders
hemmelige kjærlighed. Men en sterkere magt vokser frem af eders
herredom og en ny overvindelse, som sønderbryder egget og eggeskallet.
Og han, som vil være en skaber i godt og ondt, sandelig, han maa
først blive en tilintetgjører og sønderbryde værdier.
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
