Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Friedrich Nietzsche af Ola Hansson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
beise paa efterhaand, noget ved-siden-af; en komplementærfarve; det
sidste derimod er originalen, begyndelsen. Men ligeoverfor disse to,
indbyrdes saa forskjellige vurderingsbestemmelser staar en og den
samme værdibetegnelse „god". Dette begreb „god" er imidlertid ikke
et og det samme i de to tilfælde. Tbi hvad er slavemoralens „ond"
andet end berremoralens „god", — betegnelsen for den fornemme, den
mægtige, herren, men omfarvet, omtydet, seet med slavens øie.
Mellem disse to instinktivt modsatte typer af moralsk vurdering
er der gjennem menneskehedens hele udviklingshistorie blevet kjæmpet
en forbitret, aldrig hvilende kamp. I prestekasten blev slavemoralen
først forædlet, forfinet, lutret; thi prestekasten bestod af de svage, de
syge, i hvis interesse det laa at vende herremoralens værdier om.
Med jøderne, denne hadopfyldte prestekaste, begyndte slaveoprøret i
moralen. Jødedommens historiske virksomhed fortsatte sig saa under
kristendommen. Af jødedommens hadmoral vokste kristendommens
kjærlighedsmoral som kronen vokser af stammen. Jesus af Nazaret,
det legemliggjorte kjær ligheds evangelium, — førte ikke han, historisk,
ad en omvei tilbage til de jødiske værdibestemmelser? Har ikke Israel
netop gjennem denne sin største modstander naaet det sidste maal for
sin ophøiede hevnsyge og under korsets tegn to aartusinder igjennem
triumferet med sin hevnmoral over hint fornemmere ideal, der hævede
sig inden menneskeheden? Judæa mod Hom — det var slavemoralen
i kamp med herremoralen. Judæa har seiret. Vistnok opstod under
renaissancen det antike ideal paany, den aristokratiske vurderingsmaade,
og dens sidste aftenrøde hvilede over Frankrig under Vanden regime;
men med de to store plebeiiske bevægelser: den tysk-engelske
reformation og den franske revolution, styrtede antikens tempelrester
sammen, og paa dem byggede saa det 19de aarhundrede sin uhyre
arbeider-kaserne. Det moderne demokrati er den sidste udløber af den
plebeier-dom, som svang sig til magten ved hjælp af kristendommen.
— Hvad indeholdt dette ideal?
# ’ x
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
