Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Friedrich Nietzsche af Ola Hansson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
Gjennem hele menneskehedens historie gaar en forbitret og aldrig
hvilende strid mellem to modsatte moral-idealer, mellem to i princip
og resultat fiendtlige værdsættelser af tingene: af livet, mennesket,
legemet, sjælen, handlingerne, sindstilstanden, drifterne. Det er striden
mellem herremoral og slavemoral, begge karakteriserede gjennem sine
værdibestemmelser: god—slet, god—ond.
Oprindelsen til denne morallære og værdibestemmelse er ifølge
Nietzsche følgende:
De fornemme, mægtige, høitstaaende, høisindede betragtede og
vurderede sig selv og sin handlen som god, d. v. s. som førsterangs,
first rate, i modsætning til de låve, lavtsindede, gemene og pøbelagtige.
Formedelst denne „distancens pathos" tog de sig ret til at skabe
værdier og præge værdibestemmelser. Det er ophavet til
værdibestemmelserne god—slet (altsaa ikke den uegoistiske handlings nyttighed,
som de engelske moralgenealoger mener). Til denne genealogiske teori
er Nietzsche ganske væsentlig kommen ved de fingerpeg, etymologien
indeholder, ved undersøgelsen af hvilken betegnelse de forskjellige
sprog havde for begrebet „god". Han fandt, at de alle førte tilbage
til en og den samme begrebsforvandling, at „fornem" overalt, som
standsbetegnelse, var grundbegrebet, hvorfra „god" i betydningen
„sjæleligt-fornem" udviklede sig, og at der, parallel med denne
udvikling, løb en anden, i hvilken den lavere kastes karakter flød sammen
med begrebet af det „sjæleligt-slette" (det bedste eksempel er
identiteten af de tyske ord scliliclit [jevn] og sclilecht [slet]).
Et ganske andet ophav havde derimod slavemoralen. Medens al
aristokratisk moral vokste frem af en triumferende „ja"-sigen til sig selv,
begynder slavemoralen med at sige „nei" til det, der er udenfor den,
til det „andet", til „ikke-jeget"; og det er dette „nei", som er dens
skabende daad. Slavemoralen maa, for at opstaa, have en ligeoverfor
og udenfor sig staaende verden; den trænger, fysiologisk talt, ydre
indvirkninger for selv at blive sat i virksomhed; — dens handlen er
kun tilbagevirkende. Et modsat forhold fandt sted ved den
aristokratiske værdibestemmelse; denne virker og vokser ud af sig selv og
opsøger kun sin modsætning for endnu mere taknemmeligt, endnu mere
jublende, at kunne sige „ja" til sig selv; dens negative begreb er
„gemen"; — „slet" er bare et senere, blegt gjenbillede. Slavemoralen
derimod udgaar fra noget negativt, fra det hos fienden (d. e. herrerne)
som modsætning iagttagne; dette blir stemplet som „ondt".
Paa denne maade ser vi den grundvæsentlige forskjel mellem
begrebet „slet", der er af fornem herkomst, og begrebet „ond", der er
udsprunget af de lavtstilledes had til herrerne. Det første er en ska-
25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
