Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Higinbotham: Videnskab og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444
nu fremstiller sig for vor iagttagelse, ikke længe kan taale, at disse
spørsmaal af lægfolket behandles med sorgløs letsindighed eller med
tilbagetrukken forbeholdenhed eller med en aabenhjertet agnosticismes pralende
vanmagt.
Er det ikke et forbausende faktum, — og det er et aldeles
ubestrideligt faktum, — at ved enden af det nittende aarhundrede af
den saakaldte kristne æra et meget stort antal af de mest dannede, de
mest tænkende, de mest sædelige og mest retskafne mensker i alle
civiliserede og kristne lande over den hele verden virkelig er ude af
stand til at afgjøre, om der kan findes gyldige og tilstrækkelige grunde
for troen paa G-uds tilværelse, og om der er nogen anden basis for
moralitet end forudsat personlig interesse eller nytte? Og det er ikke
til at undres over, skjønt vi vel maa forfærdes ved at se det, at denne
aandelige lammelse hos et stort antal af menskeslægtens førere i alle
lande hurtig udbreder sig til alle klasser og grumser livskilderne i
næsten ethvert strøg af menskelig virksomhed og menskelig tanke. I
religion, i politik, i literatur og kunst, i de sociale forhold, ja selv i
den videnskabelige forskning, er menskets aand nu for tiden splittet,
lammet, vaklende og uklar, uden ledelse af en enkelt fast og ubestridelig
lov. Og paa samme tid trues civilisationen i flere lande af nye og
hidtil ukjendte farer. Aldrig før i verdens historie liar onde og
foldet menskelige samfund farlige kræfter sammensvoret sig i en saa uhyre
udstrækning og med saa frygtelige formaal, som nu. Aldrig før har
de gode kræfter vist sig at være saa udygtige til sammenslutning mod
sine fiender. Det synes, som om verden haster henimod et almindeligt
intellektuelt og moralsk anarki, hvori menskeaanden gaar tilgrunde,
medens menskets dyriske liv og racens materielle civilisation blir
tilbage, saaledes som Pope har skildret i et af de skrækkeligste billeder,
nogen digters fantasi har frembragt, og som digteren selv, efter livad
der fortælles, til sit livs ende ikke kunde betragte uden at bli rørt til
taarer, — da „kunsten forsvinder, og alt blir nat, sandheden kryber
tilbage i sin gamle hule, og filosofien ikke er mere, da religionen
rødmende slukker sin hellige ild, og moraliteten udaander, intet offentligt
eller privat lys vover at skinne, ingen menskeaandens eller guddommens
gnist er tilbage, da kaos’s frygtelige rige er gjenoprettet, og lyset dør
for dets tilintetgjørende ord".
Yi tror naturligvis ikke, at denne i en digters fantasi udtænkte
katastrofe tilsist vil overvælde den menskelige aand, om det end nu
kan se ud, som der ikke er nogen udvei. Videnskaben selv synes at
forby denne fortvilelsens tanke. Det er en aldeles utrolig antagelse,
at det lys, som har ledet menskeslægten saa langt under dets smerte-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
