Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Hvordan jeg blev forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
455
uden fortjenester og uden formue — skilt paa en dag fra baade
min slegts stillinger og anseelse.
Saadanne timer som de sætter merker.
Og alligevel — jeg havde jo femten hundrede. Og
jeg-brugte løs.
Jeg havde — jeg fortæller ganske sandfærdigt — faaet dem
byttet i tikroner. Maaske var det i et slags haab om, at saadan
var de drøiere. Forresten havde bedstefar altid havt sine penge
liggende saadan i sin sekretær under to brevpresser.
Byttet i’ tikroner blev sedlerne jo en’bunke, en bety
delig-bunke, og jeg ståk kun (jeg husker vel med en vis ængstelig,
hast) haanden ned i skuffen og tog. Til jeg en dag — jeg skal
sent glemme den, for det var, som stivnede jeg og blev
alting-borte for mig — kom til at føie paa. pakken: hvor den var tynd;
og saa begyndte at tælle, febrilsk at tælle: var der kun tre
hundrede . ... ?
Nei, der var ikke mer.
Og naar nu de var brugt — jeg talte igjen — saa var der,
saa var der slet intet mer.
Hvordan livet vel saa skulde blive, det vidste jeg ikke.
Men det dæmrede for mig, at saa begyndte der vist noget nyt,
noget helt andet, noget ubarmhjertigt, og noget, som jeg ikke
havde rede i . . .
Jo — der stod jeg, en rigtig livets luksusgjenstand — med
mine tre hundrede kroner i „blaaere".
Og saa blev ogsaa de brugt.
De dage fulgte, som jeg for William Høeg i „Haabløse
Slægter" har skildret. Dage, som klædte mig af alle mit livs
hidtidige forestillinger og for alt mit eie, saavidt det i mønt kunde
omsættes.
ITvor tydelig staar den dog for mig den stue, hvori jeg
tilbragte den tid: kold med forrevet tapetpapir og en uhyre reol,
der tom gabede op til loftet. Og midt i kulden og ødet
bedstefaders chaiselongue, hans sidste æresgave, dækket med et tæppe,
hvor mit kronede navnetræk prangede i rødt.
Der laa jeg — hengivende mig til uendelige pønsninger paa,
.hvad der vel var at gjøre. Grublerier, som bedøvede mig
ligesom opium; halvsovende, fordi jeg ikke turde være vaagen.
Saa midt under det hele gik jeg til en theaterdirektør.
Jeg-lod mig prøve, og jeg blev refuseret. Min slegt havde nok for-
29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
