Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Hvordan jeg blev forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
resten taget det løfte, at jeg skulde refuseres, hvordan saa
prøven gik.
Men noget maatte der gjøres: kunde jeg ikke spille i
hovedstaden. kunde jeg vel spille i provinsen. Jeg gik altsaa til en;
provinsdirektør..
Han prøvede mig i en stue ude paa Dosseringen.. Jeg. ser
endnu billederne paa væggen, visitskaalen, albumerne paa bordet
og manden, der spurgte mig. om jeg nu ogsaa havde ret betæmkt,
at denne vei var besværlig: at det jo dog var - provinsen; at
et ungt menneske med min dannelse, med mine forudsætninger . . .
Han var meget elskværdig, direktøren — ja, saa elskværdig
har han været, at lian aldrig, end ikke til sine nærmeste-, har
omtalt den ganske historie.
Hvordan prøven faldt ud. husker jeg ikke ret. Men det ved
jeg, at jeg en aften ud paa efteraaret det aar stod med kuffert
pakket beredt til reise næste morgen — ud i provinsen at slide
scenegulv.
Men saa i det sidste nu — tabte jeg modet og bandede mig
selv: altsaa ikke engang det kunde jeg. Altsaa ikke engang;
spille theater i provinsen. Og den gamle tilværelse begyndte
igjen: med de lange, uendelige dage, fulde af sløvt grubleri og;
halv opgivelse.
Kun en gang tog jeg mig sammen. En gammel veninde
havde talt liedt til mig; havde sagt, at dette gik lige ned i
umuligheden, havde foreholdt mig, at det vilde ende med skammen,
havde vendt op og ned paa mig.
I raseri gik jeg hjem. Desværre noget at svare havde jeg
jo ikke.
Og i de næste fire og tyve timer skrev jeg saa — uden at
spise og uden at drikke, jeg havde nær sagt: uden at tænke —
en lille enakiskomedie . . .
Men, du milde himmel, hvem vilde vel spille mine
enakts-komedier? Jeg troede jo ikke engang selv. at jeg havde talent,
saa det var meget forlangt, at nogen anden skulde tænke det.
Alligevel begyndte jeg at skrive. Det var den eneste
mulighed for at tjene nogetsomhelst, og der hørte vist egentlig slet
ikke talent til for at skrive i provinsaviser.
Jeg forsøgte det. jeg henvendte mig til en provinsavis og
den — optog mit skriveri. Den optog brev paa brev — straks
det andet brev var lykkeligt nok til at blive parodieret i et
vittighedsblad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
