Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Hvordan jeg blev forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
457
Saa fik jeg blod paa tanden. Jeg skrev „kauserier" - de
lød fuldstændig som oversættelse fra fransk — og jeg begyndte
at klatre op ad redaktionstrapperne i hovedstaden ....
Det var nu ikke meget tillokkende for mig. For jeg var
opdraget i den overbevisning, at bladfolk, naa, de stod saadan
paa grænsen af, hvad der var presentabelt, og skrive i bladene
gjorde kun de folk, som ikke kunde noget andet.
Men jeg var jo desværre netop i den situation, og som sagt,
jeg entrede redaktionstrapperne, alle redaktionerne.
Der var ingen, som ikke beklagede ikke at have brug for
mit „kauseri".
Men jeg blev ved. Jeg gik fra dagbladene til ugebladene.
En smuk dag naaede jeg til Vilhelm Møller: han tog venligt
imod mig; vi var fra samme skole. Han beholdt mit manuskript
til gjennemlæsning — og jeg gik.
Hvor blev jeg forbauset, da jeg samme aften (der gik ellers
længere tid, inden en redaktion fik refuseret mine journalistiske
klude) fik mit manuskript tilbage: det kunde ganske vist ikke
trykkes. Men, skrev V. M., jeg skulde kun skrive løs, saa kunde
man maaske bruge noget af det næste.
Saa glad blev jeg ved det brev, at jeg løb lige ud i Tivoli
og spiste og drak og kunde gjerne have »omfavnet alverden.
Saa kunde jeg dog maaske en gang komme til at tjene mit
brød.
Thi det maa jeg jo tilstaa, at det var paa brødet, jeg tænkte
den gang. Siden har jeg mest tænkt, at jeg maatte se at faa
rystet af mig noget af alt det, som kogte i mig. Det var ialfald
min fornemmelse, da de „Haabløse" blev skrevet ned (de sidste
tre hundrede sider i seks uger) ....
Litterær ærgjerrighed — den liar jeg først faaet meget
senere.
.... Jeg indleverede saa noget smaatteri til Vilhelm Møller
. . . Han syntes, „der var noget i det" (siden har jeg selv læst det:
det var gyseligt) og bad mig blive ved. Jeg skrev altsaa løs;
nogle skuespilkritiker, som ikke kunde trykkes; en studie over
en ung mand, som tager gift (kimen til „slægterne") og over
kjøbenhavnske grossererballer.
Det blev trykt.
Og skandalen blev derefter. Det var lutter „portrætter" mine
studier; portrætter, som i den kjøbenhavnske selskabsverden gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
