Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nye bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
det personlige, farverige stenmingslivs ret overfor den graa iagttagelse,
overfor naturalismens alvorsfulde og strenge krav til kold skildring.
Alt har sin berettigelse, og der er ingen tvil om, at noget har
faat luft gjennem de nye krav, noget som der er levekraft i, og som
derfor bringer arbeider, hvori et nyt slegtled sætter sit merke. Men
hvad man ikke maa glemme er det, at naturalismen som litterær skole
har været kunstnerisk opdragende i en sjelden grad, netop fordi den
saa strengt lukkede ude de mange midler til bestikkelse, en talentfuld
skribent eier, naar det gjælder at dække over manglende iagttagelse,
eller besked i den psychologiske motivering. Den haan, som fra
enkelte, meget moderne hold vises mod naturalismen, hænger maaske
sammen med den principielle decadence, som nu seiler op under devisen:
„Om hundred aar er alting glemt", og som vil glæde sig ved livet
ä la Louis XV: Apres nous le deluge.
Naturalismen har historisk været den litterære undergraver af
bourgeoisiet; derfor almindelig mislikt. Balzac kom ikke ind i
Akademiet, og Zola skal have vanskeligt for det. Og her hos os maatte vi
høre om Ibsen, at han var „en stjerne falden i smudset", da
naturalismen brød igjennem hos ham, baade som indre syn og som ydre
kunstform. Hans store seire har imidlertid rask ryddet veien i vor
litteratur, og det har været alt andet end almindelige landeveistravere,
som har fulgt sporet.
Blandt de yngste og mest talentfulde i denne litterære skole hører
fru Amalie Skram. Hendes forfatterliv er forholdsvis nyt, men det
har været i den grad baade intenst og frodigt, at hun i en kort tid kar
naaet en respektindgydende stilling i den nordiske litteratur. Man kan
ikke komme forbi hende, ikke affærdige ved at mumle noget om
„fruentimmer i litteraturen".
Derfor har man tat et andet parti. Man har overlegent bebreidet
hende, at hun er bleven liggende igjen i doktrinær naturalisme, at
hendes bøger er karrikaturer af denne saakaldte virkelighedsskildring.
Fru Skram har rolig svaret med at føie bog til bog, skildring paa
skildring af Hellemyrsfolket for at vise fædrenes ondskab i andet og
tredie led, og hun holder sin plan saa klart, at vi snart skimter det
fjerde med.
Hendes sidste bog „S. G. Myhre"1) er i rækken ubetinget den
rigeste, den af iagttagelser mest mættede. Man kan mene, at „To
Venner" var bedre stemt, gav klarere helhedsbillede; men „S. G.
Myhre" er som kulturbillede saa overlegent, at det maa aftvinge den
uvilligste beundring. Man føler gjennem denne bog baade en sterk
l) Schubothe, Kjøbenhavn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
