Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nye bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482
begjærlighed, man griber den sidste bog1), der er et stykke selvbiografi..
En digters fortælling om sit eget liv herhjemme; en bog, der bruser af
stemning, en mandig bog, der fylder os med beundring for digterens
mod og humør, men ogsaa med vemod over, at det er slig herhjemme,
at jordbunden er saa fattig, at de store blandt os maa flygte, jaget af
■skinhellighedens isnende egoisme.
Derfor heder disse breve Kolbotnbrev, de er skrevne adskillige
tusen fod over havet, høit hævet over vor „dygdesure og dygdearme"
hovedstad. „Men det var det, ser du, at eg skulde tilfjells. Eg fann
ut, at der ikkje var meir enn ein stad i lande, der eg kunne bu; —
Kristiania var for fælt; smaabyerne var endaa verre; heime paa Jæren
var der for tjukt af Oftedøl, — „Kaniner", som de kailer dei no; —
eg maatte til Kollbotnen. Der hadde eg daa liksom gard og." —
Her oppe liker Garborg sig, han er ganske stolt af gaarden sin. „Ingen
kan tru kor kry eg er av aa eiga denne stova i Garviklia. Men
tenk, kva det maa vera for slik ein heimlausing som eg, som attaat
sometider ikkje er fri for aa vera mannvond, aa ha eit hus, som eg
eig sjølv, og som ligg saa reint leynt uppi fjell og skog, plent som ein
huldregard." — Man maa ikke gjøre sig for store forestillinger om
„gaarden", den er klein nok, det er en liden optømret hytte, en eneste
stue, grissen og aaben, saa regnen drypper ind, og vinden farer tvers
igjennem. Men døren gaar lige ud i den frie natur, og Garborg kan
leve med naturen, bade sig i dens lyse, klare, overjordiske storhed,
beundre den i dens jøtunagtige vredesudbrud, gribes og grysse af dens
hemmelighedsfulde og lokkende uhygge. Naturen giver livet indhold
heroppe, Garborg fylder sig med alle dens stemninger, og han er mand
for at overføre stemningen i ord. Det var en ruskesommer, den første
laan var deroppe „—men stundom er her klaart, og daa er er her
klaarere enn alla staer i verda. Daa kliv eg uppaa husmøne mit og
stirrer paa Kundarna."–— „Det var Stor-runden og Diger-runden
og ein til, eg gissa paa Midtrunden. Aa so skire og fine som dei laag
der; saa rolege og trygge, himmelblaae, solkvite, høgere enn alt! Saa
overjordisk fritt som dei lyfter seg upp yver alle vidder og høgder.
Det er storfjelle dette. Naar alle dei andre flutter og gjev tabt, saa
fyrst reiser dei seg, desse, leikande lett, som ingenting var, byggjande
seg upp i den solblaae luft som slot for ljose gudar." — Alle naturens
stemninger gir ekko i Garborgs digtersjæl, hver side er mættet, man
kunde citere i det uendelige, her er en skovstemning (jeg forsøger at
•oversætte): „Men ude i skoven suser det, langt og tungt, af regn og
vind, af bækker og bar, — som en verdenssorg.
1) Arne G-arb org: Kolbotnbrev. Littleré, Bergen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
