Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Ola Hansson - I. Dikter — 1884
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
kjendskab til det omraade, der er hans eiendom, er i løbet af
disse tre aar blevet langt intensere — han naar ikke langt, men
der han naar, der er han sikker, det han skaber er lin, erfaren
og modnet kunst. Han eier et overlegent psykologisk blik for de
smaa og vanskelige detaljer, hans stemninger har farve, fyldighed
og vanne, og stilen er hans egen, melodisk og musikalsk formet
for indholdet med sikkert øre og varsom haand.
Jeg sa, hans omraade snarere indskrænkes. Endel af hans
første digtning hører til den store litteratur af arbeidervenlighed
og fattigmandskjærlighed, som et enkelt tiaar skjød saan frodig
vekst. Det felt har Ola Hansson senere ladet ligge. Det er meget
forklarligt, efter min mening ogsaa heldigt.
Uppå spruckna furubordet
dagakarlens aftonmat:
bröd, som hårdnat, mjölk som surnat,
och ett litet tryckt plakat.
Värk, som står i alla leder,
föda, som är skämd och knapp,
iskoll regn och vägg som dryper,
och en hampgul skattelapp.
Det er jo sandt, det er altfor sandt, og alligevel gjør det
indtryk af at være lidt paasmurt, lidt mindre ædrueligt, lidt agitation,
lidt reklame. Ialtfald naar man læser det nu, seks aar efterat det
er skrevet. Det kommer naturligvis for en stor del deraf, at emnet
er for ofte og for meget brugt, sympatien poetisk set for letkjøbt,
frasen, det sentimentale, den uegte følelse saa uhyggelig nærliggende.
— Dette parti i „Dikter" 0111 samfundets smaa og ulykkelige, det
er, saavidt jeg kan skjønne, det svageste. Ikke synderlig originalt
i sin betragtningsmaade, ikke særlig kraftigt; kraft og voldsomhed
ligger langt fra Ola Hansson — savnes heller ikke — kun her,
paa dette særlige omraade, har man undertiden den følelse, at han
er mat, en svag konstitution, der hører andetsteds hjemme.
Det er muligt, jeg ikke dømmer ganske uhildet. Jeg har
antipati mod emnet, brugt paa den maade, behandlet paa den maade,
som lyrik. Jeg tror idetheletaget den lyriske form her er
overmaade farlig. Der er vist meget gode ting i disse smaaskildringer
„ur djup en", i disse sammenstillinger mellem „den lärde mannen"
i „prydligt arbetsrum", og barnen, der „liksom bylten ut af trasor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
