Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Hvoraf kommer dette? Behøver man at gribe til den udvei,
at det er Ibsens talent, som er i nedgang? Det tror jeg ikke.
Jeg tror, at grunden er, at Ibsen her har forsøgt det umulige. —
Med andre ord jeg tror, at den dramatiske kunst har sine grænser;
denne kunst er ifølge sin natur henvist til at lære os menneskene
at kjende gjennem det, som de siger og gjennem det, som de handler
i den korte tid, de optræder; naar man er en saadan dramatisk
mester som Ibsen, er det utrolig, hvad der gjennem replikkerne
kan lempes ind til psykologisk oplysning; men det blir dog
staaende eller har ialfald hidtil staaet som en lov, at dramaet, med den
moderne teknik ialfald, kun kan fremstille forholdsvis enklere
karakterer. Ved en saa sammensat natur som Hedda Gabler er det,
som interesserer os mindst, netop det, som dramaet er indskrænket
til at give, — hendes ord og handlinger; alt det, som skulde gjøre
os dette underlige væsen forstaaelig^, hendes udvikling, hendes
hemmelige tanker, hendes ufødte anelser og- hele det store vigtige
strøg .af sjælen, som ligger mellem det bevidste og det ubevidste,
har den dramatiske forfatter ikke anledning til mere end at antyde.
— Derfor, mener jeg, kunde en roman om Hedda Gabler blive
yderst interessant, medens vi ligeoverfor dramaet føler os tomme
og bedragne.
Naar hovedfiguren i stykket saaledes er gaaet i stykker for
mig, kan det lidet nytte, at en af bifigurerne — assessor Brack —
er et lidet mesterverk, ligesaalidt som jeg finder nogen
tilfredsstillelse i at beundre Ibsens velkjendte dramatiske teknik, der i Hedda
Gabler staar høiere end i noget andet stykke, jeg har læst.
* *
Det er vælvære at komme fra Ibsens noget artificielle luft ind
i Jonas Lies verden, der er mættet med virkelighed. Her er ingen
spørgsmaal, eller gaa der at løse, livets pust gaar gjennem hver
linje, og de ,.onde magter" udfører sit stille opløsningsarbeide
naturligt og selvfølgeligt; — ved enkle midler, ved opsummering af
de tusen smaa ting lærer vi disse mennesker av kjende uden
voldsomme begivenheder, uden krampe og pistolskud. Et i-ndkjøb af
en heldig tomt, et anlæg af en diligencefaioprettelsen af en ny
klub, udstikningen af en jernbanelinje,- en maler, som skal til udlandet,
et ur, som gaar for sent, en skovbrand — og et par lignende ting
eidet, som foregaar i Lies nye bog. Men ved hjelp af disse daglig=
dagse ting faar vi indblik i et galleri af mennesker, som vi aldrig
glemmer.
Hvad der er det mest velgjørende ved denne, som ved Jonas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
