Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Bigot: Meissonier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
agtige tegning, — kortsagt livet. De ældre iblandt os har i en lang
række „saloner" seet følge efter hinanden et uendelig geled af
kostumer fra Henrik II og Henrik III’s tid, Maria af Medicis og Ludvig
XM’s samtidige herrer og damer i fraise, skjønne damer fra Ludvig
XIV’s tid, seigneurer fra Ludvig XV og Ludvig XVI’s tid, soldater
fra liugénotkrigene, franske garder og landseknegte. Processionen
morede folk i begyndelsen, men man blev snart træt af den, og
efterlignerne vendte sig til en anden kant.
Meissonier nærmede sig de femti; lian var kommen til den alder,
hvor en mand ikke pleier at forandre sig stort mere, hvor han næsten
altid har givet det bedste af sig, hvor han synes ikke at have andet
at gjøre end at fortsætte paa den bane, han har slaaet ind paa.
Meissonier kunde uden fare for sit renommé, som for sit udkomme,
godt fortsætte .med at gjentage sig selv og hvile paa sine laurbær.
Men da var det, man saa ham pludselig forynges og aabne sig
nye baner. En ærgjerrighed, som ingen havde forudseet hos ham,
vokste op i ham, eller rettere sagt: han bar utvilsomt paa deime
ærgjerrighed, fra han var ganske ung, men han ventede med at give sig
den ivold, til han var ganske sikker paa sig selv, til han var
fuldstændig herre over alle sin kunsts hemmeligheder.
Han, soin hidindtil kun havde malet genrebilleder, bestemte sig
nu endelig til at tage fat paa det „store maleri", historiemaleriet.
Det er vistnok saa, at der egentlig talt ikke er nogen stor og liden
kunst, og Meissonier havde i sine billeder fra det daglige liv
utvilsomt vist sig som en stor maler. Men der er dog sujetter, som
vækker høiere tanker og dybere følelse]1, og som berører det ædleste
og høieste i mennesket, og den kunst, der bemægtiger sig disse
sujetter, og som evner at udtrykke alt, hvad de rummer, — vil altid
fortjene at blive kaldt „den store kunst".
Den, som havde fulgt og opmerksomt iagttaget Meissoniers
malerier, kunde have overbevist sig om, at der i denne kunstner var
stof til noget mere end en udmerket genremaler. Han havde ikke
blot forstaaet med troskab at gjengive den fred og harmoni, der
udgjør charmen ved et roligt liv, han havde ogsaa leilighedsvis, naar
emnet opfordrede til, vist sig i besiddelse af en mægtig dramatisk
evne. Hans Bravo, der venter bag en port med dolken i haanden
for at styrte sig over den mand, han er betalt for at myrde, — er
saaledes i al sin enkelhed en gribende tragedie. Det øieblik var nær,
da Meissonier skulde forbause verden med at udfolde de nye,
mægtige egenskaber, der boede i ham.
Hans barndomsaar var opfyldt med beretninger om
keisertiden. Han var ung, da den napoleonske legende holdt paa at danne
sig, og da digtere og historikere kappedes om at berømme
seierherren fra Marengo og Austerlitz, den overvundne fra Waterloo og
fangen paa St. Helena. Han blev ogsaa selv grebet af begeistring for
denne kjæmpetragedie, der var mere gribende og storartet end nogen
digters fiktion. Det var den keiserlige epopee, lian bestemte sig til
at male. Han fortsatte imidlertid i sine fritimer taalmodig og
arbeidsomt, med den samme finhed i detaljen at udføre sine smaa genre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
