- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Anden aargang. 1891 /
132

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Hans sidste breve

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

132

25de september.

Jeg brænder to lamper og mange lys paa mit lille værelse nu,
— jeg synes, jeg ikke kan faa det lyst nok.

Jeg gik ud ieftermiddag — langt bortover strandbredden. Og
det var saa stille; — sol i luften, sol over hav og sol over alle
de brune marker. —

Jeg la mig i sandet og drømte gamle drømme, og det var saa
deiligt at ligge slig i den stille sol.

Men saa lidt efter lidt skyede det over, og alt blev saa dystert
og tyst.

Da jeg saa gik hjemover kom der pludselig farende et heftigt
vindstød, saa umotiveret og saa underlig uhyggeligt i al den blege
stilhed. —

Og nu er det begyndt at blæse, — tagrenden klaprer
ustanse-lig frem og tilbage, og det bruser saa besynderlig dybt og tungt i
det store træ udenfor huset.

Derfor tænder jeg to lamper og mange lys i mit lille rum.
Og jeg ordner op herinde, lægger i ovnen, strør røgelse paa pladen
og sætter stolene frem, — en til hver af dere .... som i gamle
dage.

Saa læser jeg mine breve — fra hende, fra mor og fra
vennerne. —

Og lysene brænder ned i stagen, og jeg sidder alene her, mens
stormen tar til derude.

Og jeg græder for første, gang paa mange, lange aar.....

Oktober.

Der ligger maaneskin udover hele fjorden.

1 svage lys og stille skygger. Intet bølgeklynk mod stranden;
bare sagte, sagte hvisken.

Min lyse baad ligger i den sorte skygge, jeg støder den
langsomt fra land og ror udover.

Morild i det mørke vand, bløde aaredyp bræmmed af
silke-livide rande.

Lidt rislen foran baugen, der den skjærer det natblanke hav,
lydløst ud af den sorte skygge ind i det dunkelhvide skimmer.

. Vidt og bredt, listende og stilfærdigt smyger maanelyset om,
Paa den anden side af fjorden det tunge, alvorlige land; — to
gule lys stirrer udover sjøen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:31 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1891/0142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free