- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Anden aargang. 1891 /
134

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Hans sidste breve

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

134

Suleima, Suleima, dronning i mine drømmes skinnende slotte,
Suleima, Suleima! Dit navn er som den hviskende musik fra alle
svingende blomsterklokker, og det klinger stilt udover i tusen line
klangsmeltende toner.

Suleima, Suleima!

Jeg har hørt din røst i rimskummende vers og fornummet din
graad i høstens de dunkle klager. Jeg byggede dig et slot af mine
drømmes blankeste guld, jeg fyldte luften med mine sanges sarteste
klange, men dig selv, Suleima, dig saa jeg aldrig.

Men nu dirrer hver fiber af jubel, naar jeg lukker mit øie,
kjender jeg dit bliks varme, og du stryger sagte mit haar med din
häands hvide fingre. —

Jeg hører din stemmes milde klang, der beruser mig, og jeg
føler din munds kys aande rosers sødme paa mine tørstige læber.

Og jeg kaster mig for tronens fod, favner dine fødder og kysser
din kjortels hvide søm ....

Suleima, Suleima!

Min tanke tier, og hendes sørgmodige mund smiler, og øinene
sænker sig som i lykke, — og liim begynder at synke.

Jeg rækker mine aime udimod det svindende hvide og raaber:
„Tag mig med dig, Suleima, — og jeg vil være hos dig, evig,
evig!"

Og hun ser paa mig med sine søgrønne øine.

Et eneste stort blik, og synker ....

Borte fra fjordens anden bred kommer en sagte vemodig sang.
En kvindestemme.

Den stiger, og den daler, og den dør langsomt bort:

„Og alt, hvad i verden jeg elsked.
det skal jeg aldrig, aldrig faa!"

En uendelig tungsindig jodlen; — og høstnatten ligger atter
stor og stum og stille.

Men jeg kaster mig paa baadens bund og hulker . . .

.... (Uden datum) . .

Nu kimer mange klokker. Herren lyse sit ansigt over dig,
Suleima min dronning —

Af jord er du tagen og til jord skal du blive, naar floderne
rinder og sol staar op ... .

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:31 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1891/0144.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free