Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Kirke og stat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
menneske!" Erkebiskopen vil føre et lignende sprog. „Den ydre
gudsdyrkelse," mener han, „er en nødvendighed. Helt siden verden
blev skabt har relikvier af hellige, gudfrygtige mænd va>ret holdt i
agt og ære. Relikvierne i hvælvingerne i de hellige klostre her i
Kieff hædres paa denne- maade nu; fromme skarer valfarter hertil.
Dersom ikke jeg var stiftets aandelige overhoved, vilde en anden
være det. Jeg haaber da, med Guds hjælp, at forvalte bedre end
nogen anden de midler, som er skalfede tilveie vejl dette bespottelige
bedrag."
Eor at forstaa, i hvilken grad den tro, som saaledes prækes og
udbredes, er en forvrængning af tro, maa vi trænge ind til selve
kristendommens første ophav og omhyggelig merke os, hvad vi der finder.
Jeg taler ikke om nogensomhelst nye opdagelser, historiske eller
kristiske, men simpelthen om, hvad vi alle ved om kristendommen.
Naar vi vender os til kilden for al kristelig lære — evangelierne —
finder vi der et princip, som fuldstændig udelukker den ydre dyrkelse,
fordømmer den, og paa den klareste og bestemteste maade forkaster al
slags proselytmageri. Jo længere vi kommer bort fra kristendommens
første tid, og jo mere vi nænner os vor egen, desto mere merkbar
blir det, hvorledes de antagne lærdomme afviger fra disse enkle
sandheder, som Kristus selv forkyndte. Denne afvigelse begyndte
allerede i selve apostlernes levetid, og var især fremtrædende hos
Paulus, som i høi grad var tilbøielig til at gjøre proselyter, og jo
mere kristendommen udbredtes over verden, desto mere iømefaldende
blev disse afvigelser, indtil kristendommen tilsidst formelig optog
som en af sine faste former den ydre dyrkelse og regelmæssige
forkyndelse, som Kristus selv saa utvetydig, saa eftertrykkelig havde
forkastet.
I denne første tid blev imidlertid ordet kirke brugt om alle dem,
som delte den tro, som jeg fremdeles i det væsentlige anser for sand
-— en forestilling, der under de forhold var rigtig nok, saa længe der
ikke blev gjort noget forsøg paa at definere denne tro med ord. Eor
tro kan ikke udtrykkes i ord. Begrebet „den sande kirke" blev
ogsaa nu og da anvendt som argument mod dem, som nærede afvigende
meninger; men ligetil Konstantins regjering og kirkemødet i Nicæa var
det fremdeles bare et begreb og var ikke kommet udover dette
embryoniske stadium i sin udvikling. Men fra denne tid af blev det
krystalliseret til en ting — et bedrag.
Dette var den virkelige begyndelse til den lange række bedrag,
•opfundne af erkebiskoper med relikvier, og af prester med alterens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
