Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Rod: Zola og moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Og denne mand vilde i korthed have resonneret, hvad der er at
sige om Zolas verker fra det synspunkt, vi nu betragter dem;*) de
er ikke videnskab og gir os ingen oplysninger om arveligbedstlieorien;
men de er romaner og levendegjør for os konsekvenserne af denne
doktrine, som er den absolute benegtelse af den menneskelige frihed
og ansvarsfølelse. Saaledes har Zola tilintetgjort den positive tro, der
maaske kun var en fordom, men han har paa ingen maade begrundet,
eller forklaret, eller bevist den negative tro, som han vil sætte
istedetfor. Kristendommen, som han forkaster, og videnskaben, som han
gjør til sin religion, har begge den egenskab tilfælles, at deres
grundvold er lige usikker, ligger udenfor iagttagelsen. For at tro paa
arveligheden i familjen Rougon—Macquart kræves en tro, der mindst
er lige sterk, som den der fordres for at. tro paa dogmerne om
treenigheden og den ubesmittede undfangelse.
Man maa indrømme Zola, at han er sig bevidst det
utilstrækkelige i sin paastand. Han ynder at kalde sig „moralsk", og ligefra
sin første bog (Claudes bekjendelse) var han sterkt interesseret i
det, som de uvidende, de som ikke har læst Claude Bernard,
haardnakket kalder det gode og det onde. Han gjorde sig i den tid det
spørgsmaal: „Hvad er dog det onde?" Og istedetfor, som i sin
nye katekisme, at paastaa, at det er en ufrivillig funktion, resultatet
af en physiologisk abnormitet, følgen af forfædrenes nervesvaghed,
svarede han med skjøn optimisme: „Det onde er en af vore
opfindelser, et slag, vi tilføier os selv." Dette var ikke meget-indlysende,
men kanske var det ligesaa betegnende som den nye lære. Da Zola
vat-færdig med sine undersøgelser, befandt han sig i et vanskeligt dilemna :
han var moralist af instinkt og temperament, men havde dog afskaffet
moralen. Han var bestemt paa at „løse en moralsk opgave" og drømte
om at samle „de nødvendige dokumenter, som kunde sætte os istand
til at beherske det onde og det gode," men hans theorier klargjør jo
for os, at vi gjør det onde og det gode i overensstemmelse med vore
nedarvede egenskaber, som vi ingen magt har over. Han kom
saaledes ind i en farlig cirkel, hvor mange andre vikle have gaaet sig
vild: dersom det gode og det onde kun er vor aands frembringelser,
hvem skal saa bestemme, hvad der er ondt og godt? Hvorledes skal
vi kunne have indflydelse paa de aarsager, som gjør os gode eller
J) Jeg gjør opmerksom paa, at jeg lier kun studerer Zolas verker fra et
moralsk synspunkt; jeg liar derfor her ingen anledning til at udtrykke den
beundring, jeg nærer for den mægtigste af vore romanforfatteres litterære talent.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
